Nyhed
Den 1. marts 2021 tiltræder Tina Hørbye Christensen som ny økonomidirektør i NIRAS. Hun kommer med solid erfaring og branchekendskab – senest fra en stilling som CFO i WSP Danmark.
Der er lagt op til en stærk forening mellem ingeniører og økonomer i NIRAS. Topledelsen i den rådgivende ingeniørvirksomhed byder velkommen til 40-årige Tina Hørbye Christensen, der tiltræder stillingen som ny økonomidirektør med indgangen af marts måned 2021.
Tina kommer med mere end 20 års erfaring fra virksomheder som A.P. Møller-Mærsk, ISS, Dansk Standard og Debitel. Senest havde hun stillingen som CFO i WSP Danmark (tidligere Orbicon), som hun altså har valgt at forlade efter ét år på posten:
”Det var for god en mulighed til, at jeg kunne sige nej. Jeg synes, der ligger nogle virkelig spændende udfordringer i virksomhedens størrelse og den internationale vækstrejse, som NIRAS er på,” siger Tina Hørbye Christensen, som nu har titel af CFO og executive vice president.
Drevet af fremtidens udfordringer
Som fondsejet virksomhed har NIRAS særligt fokus på innovation, digitalisering og bæredygtige løsninger til kunderne. Den nye CFO peger på netop ejerstrukturen som et af de spændende elementer ved virksomheden, der giver muligheder. Både når det gælder den strategiske forretningsudvikling og ikke mindst det samfundsansvar, som skaber arbejdsglæde og motivation for ingeniører såvel som økonomer.
”Jeg glæder mig til at være med til at løse nogle af samfundets udfordringer og bidrage til bæredygtig omstilling igennem mit arbejde for NIRAS. Og mere lavpraktisk glæder jeg mig til nu at lære virksomheden og mine nye kolleger at kende, selvom det naturligvis bliver lidt specielt her i starten på grund af Corona-pandemien,” siger Tina Hørbye Christensen.
Kvalitet, bæredygtighed og digitalisering
Administrerende direktør i NIRAS Carsten Toft Boesen ser frem til samarbejdet, som begynder på direktionsgangen men skal sætte aftryk helt ud i projekterne.
”Vi er meget tilfredse med at få en kapacitet som Tina med i den strategiske udvikling af NIRAS – dette såvel internationalt som på vores skandinaviske hjemmemarked. Vores hovedprioritet er at levere projekter af højeste kvalitet til vores kunder, samtidig investerer vi massivt i organisk vækst, digital innovation og udvikling af bæredygtige løsninger. For at frigøre ressourcer til disse investeringer er det afgørende med en fortsat udvikling og effektivisering af vores globale forretningsprocesser samt systemer, og her er Tina den helt rigtige medspiller,” siger Carsten Toft Boesen.
Blå bog: Tina Hørbye Loj Christensen
22 års erfaring som CFO, økonomiansvarlig og afdelingsleder i forskellige danske virksomheder. Sideløbende med sin erhvervskarriere har Tina læst ledelse på Copenhagen Business School og tog i 2018 sin Executive Global MBA. Privat er Tina bosat i Kongens Lyngby med sin mand og to børn.
- 2021-: CFO i NIRAS
- 2020-2021: Økonomidirektør for Orbicon – nu WSP Danmark A/S
- 2018: Executive Global MBA fra Copenhagen Business School
- 2012-2020: Økonomi, IT og HR-direktør hos Dansk Standard, Miljømærkning Danmark og ETA Danmark A/S
- 2009-2012: Head of Business Controlling Scandinavia i Papyrus A/S
- 2005-2009: Ass. General Manager i A.P. Møller-Mærsk A/S
- 2005: HD i Informatik og Økonomistyring fra Copenhagen Business School
- 2003-2005: Afdelingsleder i ISS Contact Center
- 1999-2003: Afdelingschef i Debitel
- 1999: Eksamen fra HHX Ishøj Handelsskole
- 1980: Født den 2. april i Karlslunde
Tina tager over efter Kresten Kloch, som siden august 2010 har været økonomidirektør i NIRAS. Kresten fortsætter som direktør i NIRAS med ansvar for HR, Kommunikation og Facility Management. Desuden vil han fremover løse opgaver globalt i NIRAS’ datterselskaber og stå i spidsen for et udviklingsprojekt på hovedkontoret i Allerød.