Nyhed

NIRAS overtager SE Rådgivning og styrker sine kompetencer inden for energioptimering i procesindustrien

Haldor Topsoe Ns 07526

Fremover bliver SE Rådgivning, der er et datterselskab i SE-koncernen, en del af NIRAS. Overtagelsen er et led i NIRAS’ strategi, der blandt andet sigter efter at styrke virksomhedens position inden for procesindustrien.

16. januar, 2019

Den 1. februar overtager NIRAS hovedparten af aktiviteterne i SE Rådgivning A/S, der har fokus på rådgivning og projektledelse inden for optimering og reduktion af energiforbrug i industrien.

”Med sammenlægningen får vi ekstra kræfter til at rådgive vores kunder i procesindustrien om optimering af driftsomkostninger. Samtidig bliver vi rustet til i endnu højere grad at kunne understøtte arbejdet med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, som mange af vores kunder har sat sig,” fortæller direktør for Procesindustri i NIRAS Thomas B. Olsen.

Gevinst for alle parter  

NIRAS overtager 11 medarbejdere, der har stærke energikompetencer kombineret med en bred viden om industriens produktionsprocesser, især inden for energitung procesindustri, pharma og fødevareindustri. Medarbejderne, der fortsat vil have et tæt samarbejde med SE-koncernen, bliver tilknyttet NIRAS’ kontorer i Kolding og Aarhus.

”Vi ser frem til at trække på vores nye medarbejderes kompetencer i relation til vores store internationale forretning inden for procesindustriområdet,” fortæller Frank Lyngsø, der er forretningschef for Life Science og Procesdesign, og fortsætter:

”Samtidig vil det stærke netværk af kunder i procesindustrien, som vores kommende kolleger har tilknytning til, kunne få glæde af den brede vifte af kompetencer og ydelser, som NIRAS tilbyder i dag. Der er med andre ord tale om at overtagelsen er en gevinst for alle parter.”

Procesindustrien i fokus

SE Rådgivning bliver en del af NIRAS’ Procesindustri-sektor med flere end 250 medarbejdere, der har fokus på at levere rådgivning om bl.a. optimering og design af fremtidens produktions- og procesanlæg samt supply chain med industrien i fokus.

”Det har ligget os meget på sinde at placere vores dygtige medarbejdere i et fremadrettet perspektiv og finde en bedre havn, hvis primære fokus er rådgivning til procesindustrien – og det har vi fundet hos NIRAS,” fortæller salgsdirektør for erhverv hos SE-koncernen Thomas Asmund-Hjorth.

Vil du vide mere?

Thomas B. Olsen

Thomas B. Olsen

Koncerndirektør

Allerød, Denmark

+45 3071 3961

Frank Lyngsø

Frank Lyngsø

Forretningsdirektør

Allerød, Denmark

+45 5151 9438