Nyhed
Det var en bølgende allé af rød, hvide flag, spændte børn og glade ansatte, der tirsdag den 12. september tog imod Hendes Majestæt Dronningen ved NIRAS’ hovedkontor i Allerød, Danmark.
Som et led af Hendes Majestæts besøg i Allerød Kommune, havde NIRAS æren af at lægge hus til kommunens officielle frokost og være vært ved tre små oplæg om udvalgte state-of-the-art projekter i NIRAS.
Allerøds Borgmester Karsten Längerich var vært for Dronningens besøg:
”Allerød rummer både en spændende fortid, nutid og fremtid med et stærkt fokus på innovation. Det er her, vi uddanner og huser både nutidens og fremtidens eksperter i fx bæredygtighed. Netop derfor er vi glade for, at vi sammen med Dronningen kunne besøge NIRAS, én af kommunens største virksomheder og én af de førende eksperter inden for rådgivning i bæredygtighed og grøn omstilling.”, fortæller borgmester Karsten Längerich og fortsætter:
”For en kommune som Allerød, betyder det meget at have en så stor og videnstung arbejdsplads som NIRAS. Vi er stolte over at kunne vise dronningen nogle af de meget spændende projekter, der fødes og bæres frem i kommunen via NIRAS.”
Velkomst i rødt og hvidt
Omkring 1000 børn fra de omkringliggende institutioner og skoler var indbudt til at tage imod Hendes Majestæt. Iført kroner, diademer og flag skabte de den fineste rød-hvide allé, der bestemt var en dronning værdig. Børnene var på plads i god tid før Dronningens ankomst, så ventetiden blev brugt på fællessang og high-fives med det danske politi, der i bedste stil, sikrede sig, at alt var sikkert under hele besøget.
Ved ankomsten til NIRAS blev H.M. Dronningen budt velkommen af NIRAS’ administrerende direktør Carsten Toft Boesen. Hugo og Ida, to børn af NIRAS -ansatte, overrakte Dronningen blomster, inden følget gik mod indgangen, flot flankeret af de flagende tilskuere.
Dronningen så oplæg om projekter med fokus på grøn omstilling og bæredygtighed
I NIRAS’ Green Tech Hub, fik Dronningen en introduktion til tre af NIRAS’ state-of-the-art projekter, der bidrager til samfundet og den grønne omstilling: ’Vandbesparelser i bryggerisektoren med Carlsberg som rollemodel’ ved Senior Vice President, Thomas B. Olsen, ’Mary Elizabeths Hospital’ ved koncerndirektør Mads Søndergaard, samt ’Erhvervs-ph.d. guider byggesektoren mod absolut bæredygtighed’ ved civilingeniør, PhD Mia Heide.
Dronningen lyttede interesseret til præsentationerne, inden turen gik videre til den officielle frokost i NIRAS’ kantine.
”Det var en stor ære at være en af de virksomheder i Allerød Kommune, som Hendes Majestæt Dronningen besøgte. Det blev en helt særlig dag og håber, at Dronningen har fået et godt indtryk af hvad Allerød kan tilbyde og ikke mindst også, hvad NIRAS og vores mange spændende projekter står for.”, fortæller Carsten Toft Boesen om Dronningens besøg.