Bliv graduate i udviklingsbistand

Et nyt graduate-program skal være ’fast track’ til en international karriere i udviklingsbistand. NIRAS samler 12 unge fra hele Europa i Beograd.

04. mar 2015

Udviklingsbistand gavner ikke kun i ulandene – for den rette kan det også være en karrierevej.

NIRAS lancerer nu et nyt graduate-program, der på to år skal introducere interesserede for udviklingsbistandens mange facetter.

NIRAS Young Professional Academy, som programmet hedder, samler de 12 bedste ansøgere fra hele EU på NIRAS’ kontor i Beograd. Her vil de lære alt lige fra kunsten at skrive det tilbud, der vinder udbuddet, over projektledelse til at kommunikere på tværs af kulturer. Alt sammen i en udviklende kombination af teoretiske moduler og intensiv praktisk træning.

LÆS MERE NIRAS Young Professional Academy

Undervejs i forløbet bliver man også udstationeret to gange på konkrete projekter, typisk i Afrika, Asien, Mellemøsten eller Østeuropa, eller på et af NIRAS' europæiske kontorer.

Ideen om et graduate-program med fokus på udviklingsbistand stammer tilbage fra 2012, hvor forretningschef Tor Lundström diskuterede rekrutteringsudfordringer med NIRAS’ internationale direktør Markus Davelid.

Sikrer talent i branchen

”Som en af de største spillere på markedet for udviklingsbistand er det helt naturligt, at vi er med til at sikre den næste generation af medarbejdere i branchen. Og med det her tiltag bliver vi langt mere attraktive for unge talenter, der drømmer om en international karriere,” siger Tor Lundström fra NIRAS’ kontor i Vantaa, Finland.

Tor Lundström betegner NIRAS Young Professional Academy som et fast track til en karriere i udviklingsbistand.

”Når de to år er gået, er de allerede godt i gang med karrieren. De bedste vil få tilbudt et job i NIRAS, men deres unikke kombination af teori og praksis gør, at de alle sammen vil være eftertragtede på markedet,” siger han.

LÆS MERE NIRAS topscorer hos Danida 8 år i træk

For at komme i betragtning til NIRAS Young Professional Academy skal man have en relevant videregående uddannelse inden for bæredygtig udvikling, skovbrug, landbrug, miljø- og klimauddannelser, vandforsyning, governance eller menneskerettigheder. Og så skal man også allerede have stiftet bekendtskab med udviklingsbistand enten i form af ansættelse eller praktik hos rådgivere, donororganisationer, NGO’er, udenrigministerier eller lignende. På den måde sikrer NIRAS, at det bliver et stærkt hold af kandidater, der i løbet af forået 2015 samles i Beograd.

”Medarbejderne på vores kontor i Serbien er alle relativt unge, og Beograd er en god by at være ung i. Vi hjælper med at skaffe bolig, og vi sørger for at skabe et stærkt sammenhold blandt kandidaterne. Når de afslutter programmet, har de således et fantastisk netværk i hele Europa at trække på,” siger Tor Lundström.

I første omgang er NIRAS Young Professional Academy et pilotprogram, men hvis erfaringerne viser sig at være blot nogenlunde lige så gode, som forventningerne er høje, kan graduate-programmet sagtens blive udvidet til resten af NIRAS.