Simon Brøgger: Vejingeniøren, der designer 3D-modeller af milliardmotorveje i Norge

Man standing by desk with computer monitors

Når NIRAS bygger store motorveje midt imellem de norske fjelde, spiller ingeniør Simon Brøgger en afgørende rolle. Han skaber 3D-modeller af motorvejene, som viser præcist, hvor meget grus, asfalt og jord der skal bruges.

I snart seks måneder har Simon Brøgger været udstationeret på NIRAS’ kontor i Oslo. Her modellerer han store, datatunge BIM-modeller i 3D, der viser, hvordan den nye motorvej E39 og motortrafikvej E16 bugter sig gennem det norske landskab. Building Information Modeling (BIM) handler om, hvordan man bruger computerbaseret 3D-teknologi, når man projekterer, opfører og drifter anlægsarbejde, eksempelvis motorveje.   

NIRAS har gennem det seneste år bidt sig fast i et norsk marked, hvor der investeres massivt i infrastruktur. Derfor tog 28-årige Simon Brøgger turen fra NIRAS’ afdeling i Odense til kontoret i Oslo for at bygge 3D-modeller af de nye store veje. Simon Brøgger er uddannet i bygningsteknik fra Syddansk Universitet og har tidligere arbejdet med 3D-projektering af veje og anlæg i Orbicon.

Hvad er det mest spændende ved at arbejde med veje i Norge?

Det er spændende at arbejde med veje i et land, der ikke er ligeså fladt, som vi kender det fra Danmark. Det giver nogle andre udfordringer at skulle bygge en motorvej midt imellem fjelde og bjerge, end de udfordringer vi kender fra vejplanlægning i Danmark.

Hvad er du opmærksom på, når en ny motorvej skal bygges?

Det er en stor afskrivning, når nye motorveje skal bygges. Typisk koster det flere milliarder. Derfor handler det i høj grad om, at vejene ikke bliver dyrere end højest nødvendigt. Skal der eksempelvis bygges broer, hvorpå vejen kan løbe, bliver det hurtigt meget dyrt. Samtidig skal man også helst undgå, at motorvejen løber gennem folks have, så myndighederne bliver tvunget til at inddrage boligejerens grund. Vi ønsker grundlæggende at genere så få mennesker som muligt.         

Hvad bruger I 3D-modellerne til?

Ved hjælp af 3D-modeller kan vi visualisere de store veje for vores kunder. Det er en stor fordel, når man sidder over for kunder, at man præcis kan vise dem, hvor og hvordan vejen kommer til at løbe. Derudover bruger vi modellerne til at udregne præcist, hvor meget jord, grus og asfalt der skal bruges eller flyttes, når den enkelte vej anlægges. Entreprenørerne kan samtidig bruge modellen til at styre deres maskiner, så de graver i de rigtige dybder og ikke overskrider vejens kanter, når der skal lægges asfalt og grus ud.  

Hvad er forskellen på at gå på universitetet og være på arbejdsmarkedet?

Den største forskel er, at alle de projekter og modeller, som jeg arbejder med i dag, nu bliver ført ud i virkeligheden. Det gjorde de naturligvis ikke på universitet, hvor friheden var større, fordi det altid var tænkte eksempler. Der er derfor stort ansvar forbundet med, at projekterne nu bliver en realitet og ikke kun bruges i en teoretisk eksamen. Samtidig fylder det økonomiske aspekt langt mere i den virkelige verden, end det gør på universitetet.