Innovation camp
Nedløbsrør, der generer strøm, når det regner, var en af de bæredygtige løsninger fra eleverne.
Nyhed

Verdensmål er ikke varmt luft

I en 24-timer-innovatotions-camp samarbejdede elever og lærere fra 9. klasse på Hillerød Lilleskole og bæredygtighedseksperter fra NIRAS om at udvikle løsninger til at producere bæredygtig energi i vores byer.

11. okt 2019

En cykel, der oplader energi til mobiltelefonen, mens du cykler. Nedløbsrør, der generer strøm, når det regner og elektriske plader, der producere energi, når du træder på dem til lys og informationstavler på togstationer var de tre fantastiske ideer, som 9. klasse på Hillerød Lilleskole formåede at få ideer til, udvikle, visualisere i modeller og på video samt præsentere mundtlig på bare 24 timer.

Løsninger kom til i en innovations camp, som Hillerød Lilleskole holdt i samarbejde med NIRAS. Opgaven lød:

”Vi vil bede om jeres hjælp til at udvikle tiltag, som kan medvirke til produktion af bæredygtig energi og bæredygtigt forbrug i urbane miljøer.”

Eleverne fik opgaven torsdag morgen og præsenterede deres løsninger for lærere og bæredygtighedseksperter fra NIRAS fredag formiddag. Forinden havde ingeniør og verdensmåls-ambassadør i NIRAS Nanna Gudmadsen givet et kort oplæg om det at arbejde med FN’s 17 verdensmål som rådgiver og sparrede også med eleverne undervejs i deres arbejde sammen med bæredygtighedsekspert Christian Eriksen også fra NIRAS.

 ”Jeg var imponeret over den energi eleverne lagde i arbejdet, og hvor gode tanker de allerede havde gjort sig om deres projekter,” siger Christian Eriksen.

 Fra snak til handling
”Eleverne hører meget tale om verdensmålene og ser klip med Greta Thunberg, men det er sjældent, at de møder nogen, som tager det seriøst og omsætter det i praksis. Det er vigtigt, ellers er det bare snak,” siger Sanne Wiedemann, der er skoleleder for Hillerød Lilleskole om motivationen for samarbejdet med NIRAS.

”For NIRAS var det interessant at lytte til de unge. Alt det vi bygger, bygger vi jo for de kommende generationer. Om det er huse, industrianlæg, veje eller broer, vil de stadig stå der, når de unge er blevet voksne. Så det er vigtigt at lytte til fremtidens brugere,” siger ekspertisechef i NIRAS Stig Brinck.

Men lige så vigtigt var det, at nogle af de unge også bliver en del af fremtidens løsninger som ingeniører, måske endda som kollegaer i NIRAS.

”Vi ville gerne være med til at motivere dem og vise, at det at være ingeniør er at være med til at gøre en forskel. At være ingeniør er at kombinere tekniske løsninger, økonomisk indsigt, etik og forstå samfundet som en helhed,” supplerer Stig Brinck.

Ser livet på de anden side af skoleverdenen
”Hos NIRAS var det givtigt for pigerne at se, at der ikke kun er mænd med colaer, men rigtig mange kvindelige ingeniører. Det gør en kæmpe forskel for dem at møde verdenen og se livet på den anden side af skoleverdenen,” siger Sanne Wiedemann.

Løsningerne udstillet hos NIRAS
Elevernes løsninger er i øjeblikket udstillet i NIRAS’ innovationsrum på hovedkontoret i Allerød.