Vækst skaber plads for unge ingeniører

Et godt årsresultatet smitter af på efterspørgslen efter nyuddannede ingeniører. Mød NIRAS på årets DSE-messe på DTU, og hør om dine muligheder.

04. apr 2014

Af de 69 nyansatte ingeniører NIRAS bød velkommen i 2013, var de 31 af dem nyuddannede.

NIRAS har netop annonceret det bedste årsresultat nogensinde med et resultat på 48 millioner kr., og sorte tal smitter af på antallet af nyklækkede ingeniører i virksomheden.

Går det godt i NIRAS, tør cheferne ansætte nyuddannede, da der er projekter og seniorer til at lære dem op.
Den store konkurrence om ingeniører med flere års erfaring gavner også de unge. For når det er svært at ansætte garvede ingeniører, kigger cheferne i højere grad efter de nyuddannede.

Digitale indfødte

En af de NIRAS-chefer, der er glad for at byde nyuddannede velkommen, er forretningschef for Veje og Trafik, Torben Henneberg Sørensen.

Han peger på, at de nyuddannede ingeniører er på forkant med digitale værktøjer og bringer ny viden ind i firmaet. Derudover giver de et friskt pust og bidrager til en god aldersbalance.

Peter Tofte Philipsen begyndte hos NIRAS sidste år som bygningsingeniør og bidrager med ny tværfaglig viden, da hans studie spændte bredt og ikke kun omhandlede byggeri.

”Jeg havde fx valgfaget ’Arbejdsmiljø i byggeprocessen’. Her lærte jeg om flere af Arbejdstilsynets regler, som jeg senere har brugt i projekteringsfasen for jernbanebroer, hvor disse forbehold ikke på forhånd var med i projektet,” siger Peter Tofte Philipsen.

Skab din egen jobmulighed

For at fortælle de kommende ingeniører om mulighederne i NIRAS deltager firmaet på årets DSE-messe 2014 på DTU - Danmarks største virksomhedsmesse for studerende og nyuddannede ingeniører i dagene den 9.-10. april.

”Vi har altid brug for dygtige, nyuddannede ingeniører, men mange stillinger bliver ikke slået op. Kan en nyuddannet overbevise os om, at han/hun kan skabe værdi for forretningen, er der mulighed for et job. Dygtige medarbejdere skaber mere arbejde,” siger Torben Henneberg Sørensen.