Renovering skal forhindre indbrud i almene boliger

NIRAS skal undersøge udenlandske erfaringer med at forebygge indbrud – og gennemføre pilotprojekt i alment byggeri.

04. sep 2015

Om det er symbolsk eller tilfældigt skal være usagt, men NIRAS’ sikrings-folk i Allerød bor helt nede for enden af gangen – bag en tyk glasrude.

Her fortæller projektleder Frank Stenlien Hansen, at virksomheden har vundet et udbud fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (MBBL) om ”Undersøgelse af udenlandske erfaringer med indbrudsforebyggelse og gennemførsel af indbrudsforebyggende pilotprojekter i forbindelse med renoveringsprojekt i et alment boligbyggeri.”

Bag den tørre titel gemmer sig et projekt, der adskiller sig fra mængden ved, at den opnåede viden også skal implementeres i praksis.

For at løse opgaven har NIRAS etableret en arbejdsgruppe med tværfaglige kompetencer, der, foruden sikring omfatter viden om byplanlægning, renovering af almene boliger og om indbrudstyves adfærd. Netop samarbejdet på tværs og solide erfaringer fra tidligere opgaver har været ifølge ministeriet været medvirkende til, at NIRAS vandt opgaven.

LÆS OGSÅ Sig hej til tyven, så går han igen

Baggrunden er, at Danmark har flere indbrud pr. indbygger end Tyskland, Norge og Sverige til sammen. Alene i forhold til Norge har vi seks gange så mange indbrud per indbygger, så der er god grund til indsamle udenlandske erfaringer på området og prøve de mest succesfulde indsatser af i en dansk sammenhæng, fremgår det på ministeriets hjemmeside.

Først skal erfaringerne fra udlandet indhentes. Dernæst skal NIRAS inden sommerferien levere en værktøjskasse med konkrete tiltag, som så skal prøves af i pilotprojekter. Det hele skal være færdigt inden udgangen af 2017, hvor evalueringsrapporten skal ligge klar.

”Men en ting er formidlingen, noget andet er det rent faglige. I NIRAS Safety er vi tre erfarne sikringsrådgivere der har mange års erfaring. Andre forretningsenheder gør ofte brug af vores ekspertise. Sikring både mod almindelig indbrud og terror har stor fokus og indgår i mange projekter i NIRAS. Derfor er afdelingen i fuld gang med at søge flere medarbejdere og vil snart vokse til 5 personer ,” siger Frank Stenlien Hansen..

Under alle omstændigheder er ministeren for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen forvisset om, at NIRAS’ projekt nok skal give pote:

”Indsatsen mod indbrud i danske hjem kræver et langt sejt træk, men jeg er overbevist om, at vi kan få nedbragt antallet af indbrud markant, og når vi renoverer boliger, er det helt oplagt at tænke indbrudssikring med. Det vil ikke bare være godt for de borgere, der slipper for at deres hjem bliver endevendt af tyve – det vil også øge trygheden i de boligområder, vi bor og færdes i,” siger Carsten Hansen i en pressemeddelelse.