Norsk havn trækker på dansk ekspertise

NIRAS skal sammen med norsk partner udbygge havn i Orkanger 30 km vest for Trondheim.

14. jul 2014

Orkanger Havn har vokseværk. Havnen ligger 30 km fra Trondheim og skal udvides med 600 m kaj og 10 hektar areal bl.a. til en ny containerterminal.

”Det er en god regulær opgave, der bl.a. kan bringe nogle spændende geotekniske udfordringer med sig. Den del af kajen, der skal fyldes op, ligger i et område med varieret blød og plastisk ler,” siger havnespecialist Ulf Anderskouv fra NIRAS.

Første samarbejdsopgave

NIRAS er inviteret til at give tilbud på første fase i at udbygge havnen og design for udbygningen.

Havnen er ejet af Trondheim Havn, som rådgiverfirmaet Dr.techn. Olav Olsen AS har en rammekontrakt med. NIRAS er underrådgiver til det norske firma, og det er den første samarbejdsopgave.

”Vi forventer, at opgaven går videre, og at vi også skal deltage i den kommende projektering og udførelse af havneanlægget,” siger Ulf Anderskouv.

LÆS MERE København har fået en ny 1.100 meter lang krydstogtterminal  

Ud over havnespecialister og geoteknikere håber NIRAS på, at den norske rådgiver vil trække på ekspertise inden for miljø. Orkanger Havn ligger naturskønt, og der skal tages hensyn til miljø- og naturforhold.

Fuld service på det norske marked

Den norske samarbejdspartner er specialist i avancerede konstruktioner. De rådgiver bl.a. om vandbygningskonstruktioner til de norske oliefelter.

NIRAS er stærke i at planlægge havne og dimensionere havnekonstruktioner og bidrager med eksperter inden for det felt.

”Samarbejdet er vigtigt for os. Det er vores mål at kunne yde fuld service på det norske marked. For at opnå det, er det vigtigt at have gode samarbejdspartnere. Her matcher vi hinanden fint,” siger Christian Paulsen, der er teamchef i NIRAS’ havneafdeling.

Dr.techn. Olav Olsen AS har ca. 100 ansatte, og NIRAS indledte et samarbejde med firmaet for lidt over et år siden.

NIRAS’ bidrag til konceptplanen for Orkanger Havn skal være færdig til august 2014.