NIRAS vinder rammekontrakt med Femern A/S

70 hektar jord og cirka 5.500 jordbundsanalyser. Sådan lyder opgaven for NIRAS, der har skrevet under på en rammeaftale med Femern A/S. Det er én af NIRAS’ største opgaver med jordforurening til dato, og hold og lokalkendskab er på plads.

20. feb 2014

NIRAS har – som den eneste rådgiver – tegnet rammeaftale med Femern A/S i forbindelse med etableringen af den faste forbindelse over Femern bælt. Frem til juni måned skal området omkring Rødbyhavn screenes og undersøges for forurenet jord, så bygningen af en betonfabrik kan igangsættes.

”NIRAS har vundet opgaven i kombinationen af den rigtige pris og erfaring. Vi har stor viden fra undersøgelser af jordforurening – ikke mindst i dette område er vi stærke med lokale kompetencer fra vores Nykøbingkontor, som kender området ned til mindste detalje. Desuden har vi 1400 kolleger i ryggen, som gør, at vi kan sætte det mest kompetente hold,” siger Astrid Zeuthen Jeppesen, projektleder i NIRAS.

5.500 jordbundsanalyser inden betonfabrikken kan opføres

Femern A/S får foretaget jordbundsundersøgelser af hele området omkring Rødbyhavn, som bliver berørt af anlægsarbejdet.

Betonfabrikken bliver placeret direkte på havnen og skal støbe elementerne til den 18 km. lange sænketunnel, som bliver forbindelsen mellem Rødby og Puttgarden. Og Femern A/S stiller store krav til udførelsen af opgaven:

”For os er det meget vigtigt, at tidsplanen overholdes, at alle undersøgelser sker i god dialog med Lolland Kommune, og  at den efterfølgende håndteringsplan bliver effektiv og korrekt efter jordforureningsloven. Det er vi sikre på, at NIRAS kan leve op til,” siger Anders Bjørnshave, miljøchef i Femern A/S.

”Vi skal screene hele området i Rødbyhavn, hvor betonfabrikken skal bygges – en såkaldt forklassificering. Med ca. 5.500 jordbundsprøver undersøger vi området, før man begynder at flytte jorden og udbygge havnen. Det betyder, at vi tager jordprøver og laver analyser og håndteringsplaner for eventuel forurening i det område, hvor fabrik og camp skal ligge,” uddyber Astrid Zeuthen Jeppesen.

Opgaven for NIRAS beløber sig til 1,2 mio. i honorar, og der er mulighed for flere opgaver i forbindelse med betonfabrikken og udbygningen af havnen. NIRAS vil have 4-5 medarbejdere fast tilknyttet projektet.