Male NIRAS employee standing in front of the DOKK1 building in Aarhus, Denmark.  Ronni Lundoff Stenløkke (ROST)
Under projekteringen af DOKK1 sad Ronni Lundoff Stenløkke en stor del af tiden sammen med arkitekterne fra Schmidt Hammer Lassen Architects. Det sikrede en daglig dialog om løsninger til de komplekse konstruktioner.
Nyhed

NIRAS indstiller civilingeniør Ronni Lundoff Stenløkke til årets unge FRI-rådgiver 2019

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, uddeler hvert år prisen til en ung ingeniør med lederpotentiale, der har bidraget med noget ekstraordinært. I år indstiller NIRAS Ronni Lundoff Stenløkke for hans indsats med at projektere de komplekse stålkonstruktioner på DOKK1 i Aarhus og for hans indsats inden for Conceptual Engineering.

07. dec 2018

Fra den første dag, hvor Ronni Lundoff Stenløkke trådte ind ad døren som nybagt uddannet civilingeniør på NIRAS' kontor i Aarhus, har han været helt fremme i skoene.

Ronni har arbejdet i NIRAS siden 2011 og er specialist i at projektere bærende konstruktioner. Han er uddannet civilingeniør fra Aarhus og har ud over flere konkurrenceprojekter bl.a. også projekteret de komplekse stålkonstruktioner på DOKK1 i Aarhus, Vendsyssel Teater- og Oplevelseshus og samtidig været inddraget i flere skæve projekter for Aarhus Festuge og Kulturhovedstaden 2017.

I år har han været involveret i et større byggeri på Oslo Plads i København, et prestigeprojekt for Grundfos i Bjerringbro og flere konkurrenceprojekter. Lige nu er han i gang med at undersøge en kompleks overbygning af et hotel, og hvordan man kan muliggøre en bygning halvt under havets overflade.

Ronni har flere opgaver som beskikket censor for Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og har fingrene dybt nede i fremtidens nye ingeniøruddannelser - senest som vejleder på en workshop med fokus på den ’Tværfaglige integrerede Designproces’.

Svævende stålkonstruktion på 900 tons

Ronni er bl.a. indstillet for sin indsats med at projektere de komplekse stålkonstruktioner på DOKK1 i Aarhus. Den umiddelbare oplevelse, der fæstner sig på nethinden, når man besøger det spektakulære byggeri, er en stor tagskive, der svæver over et torv fuldt af liv. Tagskiven er beklædt med strækmetal, der folder sig omkring stålskelettet.

Den store stålkonstruktion, der danner skelettet i tagskiven, vejer i alt 900 tons – og tagskiven svarer i omfang til 20 store parcelhuse, der vel at mærke er monteret 24 meter over jorden.

”Ronnis arbejde med stålkonstruktionen på øverste etage medvirkede stærkt til, at denne stålkonstruktion blev udført således, at den understøtter fortællingen om bygningens overordnede udtryk og arkitektur. Trods Ronnis dengang relativt beskedne erfaring husker jeg ham som en god og solid projektfælle, der bidrog til projektet med løsninger, som ikke altid bestod af det enkleste tabelopslag. Projektet havde god gavn af hans interesser og evner i retning af udfordrende ’ingeniørkunst’, der sublimerer og kompletterer et projekts givne arkitektoniske fortælling”, siger Managing Partner Klaus Petersen hos PDplus Advisers.

Under projekteringen af DOKK1 var Klaus Petersen projekteringsleder og –direktør for totalrådgiver og arkitekt Schmidt Hammer Lassen Architects.

Ophavsmand til Conceptual Engineering

Den unge ingeniør er et stort talent og er også indstillet for at være ophavsmand til firmaets indsats for Conceptual Engineering – en holistisk tankegang, hvor ingeniøren bidrager i de tidlige design- og projektfaser med en konceptuel tilgang, som man bl.a. understøtter ved at bruge de digitale muligheder inden for Computational Design.

Ronnis tankegang i konceptet er, at man som ingeniør ikke blot skal kunne løse et design, men også skal kunne indgå proaktivt i projekter og have mod til at understøtte og udfordre et design og de tanker, der ligger bag. Hovedmålet er at udvikle og optimere måden, ingeniører arbejder på for at kunne virkeliggøre arkitektoniske visioner og samtidig gøre det pågældende byggeri realistisk og bygbart.

Kan man træffe de rigtige beslutninger i de tidlige faser i byggerierne, slipper man for at lave tingene om. Det skaber værdi og dermed forretningsmuligheder. Derfor har Ronni udarbejdet en strategi- og handlingsplan og er i dag ansvarlig for området med en række medarbejdere under sine vinger.

Innovativ og fremsynet

Afdelingsleder i NIRAS Henrik Als Andersen og forretningschef i NIRAS Morten Reher-Langberg har stået for arbejdsgiverens bidrag til indstillingen. De fremhæver, at Ronni hører til dem, der tager initiativ til udvikling og gerne driver det selv.

”Som person er Ronni åben og behagelig. Han har engagement, er kreativ og innovativ og arbejder gerne på tværs af fag. Han er fremsynet, og det sætter kunderne pris på," siger Henrik Als Andersen.

Byder på levende samarbejder

Ronni er efterspurgt internt og eksternt – og især i de tidlige faser af projekterne. Lander en kompleks opgave på hans bord, tager han hånd om det uden at blinke.

Flere kunder og samarbejdspartnere – især arkitekter - har udtalt, at det er vildt fantastisk at arbejde med en konstruktionsingeniør, som tør bidrage aktivt i de tidlige faser, som er krumtappen i Conceptual Engineering. Ronni har aldrig ’nej-hatten’ på, men kan altid se løsninger. Han har idéerne, når kunden eller arkitekten siger: ”Vi vil gerne have nogle fritsvævende konstruktioner ud over det åbne vand.”

Brænder for at opdyrke potentialer

Ronni har lederpotentiale, og i 2016 deltog han i NIRAS' ledertalentprogram over 12 måneder. I forløbet udviklede Ronni sine lederegenskaber inden for både personale-, salgs- og projektledelse, og han høstede ros fra både deltagere, undervisere og ledelsesansvarlige.

”Ronni har et stort personligt engagement og brænder for at opdyrke potentialer, udvikle fagligheder og skabe integrerende samarbejder, hvor man udforsker og benytter menneskelige såvel som digitale muligheder optimalt. Der er ingen tvivl om, at Ronni er et af rådgiverbranchens lyseste hoveder, og det bliver spændende at følge ham,” siger Morten Reher-Langberg.

Vinderen kåres den 7. marts 2019

Vinderen bliver kåret på FRI’s årsmøde den 7. marts 2019. Prisen består – ud over æren – af at deltage i FIDIC Young Professional Management Training Programme.

Alle i Top-5 indstilles til den europæiske konkurrence EFCA Young Professionals, hvor de konkurrerer mod unge rådgivere fra resten af Europa.

Læs mere om FRI-indstillingen.