NIRAS gøder jorden for kinesisk milliardmarked

Kina vil bruge en milliard om dagen på vandrensning og jordforurening. NIRAS er netop vendt hjem fra Kina og klar til at tage sin del af markedet.

11. sep 2014

Miljøminister Kirsten Brosbøl er i denne uge i Kina for at underskrive en handlingsplan, der skal hjælpe kineserne med de store problemer, landet har med vand og vandforurening.

Men allerede i sidste uge vendte NIRAS hjem med kontakter, netværk og konkrete forslag til projekter, der står højt på kinesernes ønskeliste.

Dermed ligger NIRAS lunt i svinget for at sætte sig på det milliard store marked for vandteknologi og miljøbeskyttelse i Kina.

Nye projekter i kikkerten

”Kina står med nogle enorme udfordringer, som vi har erfaring med at løse i Danmark. Faktisk er vi blandt verdens bedste til at lave løsninger, der kan minimere vandspild eller rense forurenet vand. Vi skal have forløst det potentiale og styrket danske vandvirksomheders fodfæste på det kinesiske marked, for det er noget, der kan skabe danske arbejdspladser,” siger miljøminister Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

NIRAS’ to forretningschefer Stefan Schmidt og Lars Sloth, der dækker henholdsvis vandforsyning og miljøområdet, har allerede et par projekter i kikkerten.

”I det område vi besøgte, står kineserne over for store udfordringer inden for vandforsyning, spildevandsslam og biogas på grund af den kraftige vækst, som byen oplever. Det er alle områder, som vi i NIRAS har stærke kompetencer indenfor,” siger Stefan Schmidt.

Dansk samarbejde skal skabe ordrer

På miljøområdet har NIRAS også fået en fod indenfor.

”Vi kigger blandt andet på et helt konkret område, som er forurenet med tungmetaller. Vi taler også med kineserne om at rense grunden på et olieraffinaderi - noget der skal i gang inden for det næste halve år,” siger Lars Sloth.

Horsens Kommune har taget initiativ til besøget i Kina, hvor NIRAS sammen med VIA University College, Region Midt, INSERO og Horsens Vand samt flere private aktører udgjorde delegationen. Udover kontakterne til de kinesiske samarbejdspartnere blev der også skabt nye netværk mellem deltagerne.

”Og det er godt, for markedet og investeringsbehovet er så stort i Kina at vi er nødt til at samarbejde,” fortæller Stefan Schmidt.

Om NIRAS for alvor er på vej ind på det kinesiske marked er endnu for tidligt at sige. Målsætningen er dog, at besøget fører til mindst et konkret fælles projekt allerede i år.