NIRAS firedobler kapacitet i kenyansk oliehavn

NIRAS er rådgiver på en olieterminal i Mombasa, der erstatter den ca. 50 år gamle terminal. Dermed firedobles kapaciteten.

09. okt 2014

NIRAS har vundet opgaven med at projektere en ny olieterminal i den kenyanske havneby Mombasa. Terminalen skal erstatte den ca. 50 år gamle oliehavn, hvor betonen er ved at smuldre væk.

Den smuldrende terminal har i dag kun én kaj, der kan betjene ét tankskib på op til 110.000 ton dødvægt. Den nye terminal kan klare helt og til fire skibe på op til 135.000 tons dødvægt, det samtidig kan laste og losse olie.

NIRAS foreslog allerede i 2012 at placere den nye terminal ude i vandet og har siden været i tæt kontakt med de kenyanske havnemyndigheder om at fortsætte projektet.

”Armene var højt i vejret, da vi modtog kontrakten på at projektere terminalen,” siger forretningschef for havne i NIRAS Jesper Harder.

Vigtig for hele Østafrika

”Mombasa Havn er ikke kun vigtig for Kenya. Olieterminalen er også afgørende for import af brændstof til en stor del af Østafrika fx Uganda, der ikke har kyster. Kenya Port Authority er derfor glad for, at vi nu kan gennemføre en ny terminal med øget kapacitet. Vi ser frem til at fortsætte vores samarbejde med NIRAS om dette vigtige projekt,” siger Daniel Amadi, Head of Projects Development and Management, Kenya Ports Authority.

Ud over projekteringen skal NIRAS også stå for udbudsmaterialet for havnebyggerierne og de mange elektriske og mekaniske installationer som rørledninger og lastearme. Når entreprenøren er valgt, skal NIRAS også hjælpe med tilsyn i hele byggeperioden.

Erfaringer fra cypriotisk terminal

Terminalen i Mombasa kommer til at nyde godt af friske erfaringer fra en lignende terminal i Vasiliko på Cypern, som NIRAS netop har afsluttet arbejdet på.

”Projektet i Kenya kommer med perfekt timing. Det er oplagt at høste og udnytte erfaringerne fra Vasiliko i Mombasa,” siger Jesper Harder.

Jesper Harder ser et stort potentiale i specielt afrikanske olieterminaler. Og med Vasiliko og Mombasa på referencelisten, mener han, at NIRAS er godt rustet til at tage sin del af kagen.

”Havneinfrastrukturen er både mangelfuld og i kraftig forfald. Og økonomien i landene kan kun vokse, hvis de har adgang til at eksportere deres varer,” siger Jesper Harder.

NIRAS har mange års erfaring med at operere i lande som Gambia, Sierra Leone, Liberia, Elfenbenskysten, Ghana, Togo, Nigeria, Egypten, Etiopien, Kenya, Tanzania, Malawi, Mozambique, Sydafrika og Angola.