Inside of art museum Kunsten with two men talking
Renoveringen har pustet nyt liv i udstillingsarealer.

KUNSTEN i Aalborg er indstillet til årets Renoverpris

En respektfuld restaurering af Alvar Aaltos arkitektoniske perle kvalificerer Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg til en pris blandt Danmarks bedste renoveringer i 2016.

23. maj 2016

Den respektfulde restaurering og modige nyskabelser under jorden spiller overraskende godt sammen i Alvar Aaltos ikoniske museumsbygning Kunsten i Aalborg. Den nænsomme renovering har resulteret i, at NIRAS’ samarbejdspartnere på projektet har indstillet projektet til Renoverprisen 2016.

Kunsten er blevet revitaliseret og restaureret med NIRAS som bygherrerådgiver, og museet genåbnede for få måneder siden.

”Publikum føler, at de kommer tilbage til et museum, som de kender, men som samtidig er opgraderet til de krav, der i dag stilles til et museumsbesøg. Renoveringen er foregåret i en tæt dialog med Kulturstyrelsens Fredningsmyndigheder. Det er et super spændende hus og bestemt et besøg værd,” siger projektchef i NIRAS John Karl Jensen.

Overraskelser i bugen af Aaltos bygning

Renoveringen omfatter blandt andet en gennemgribende restaurering af bygningen og parken, nyt liv til udstillingsarealer og publikumsfaciliteter, et bedre flow gennem museet samt forbedrede personalefaciliteter.

Bygningens status som fredet har sat sine klare rammer for arbejdet, men ved at grave ned i jorden og udnytte det underliggende parterre-plan bedre har man kunnet tilføje modige nyskabelser, der fungerer overraskende godt i brugen af Aaltos bygning.

Alt er sket i Aaltos ånd

Opgaven bestod i at bevare mest muligt af Aaltos enestående bygning og samtidig skabe et moderne og tidssvarende museum. Det er lykkedes at opfylde museets ønsker inden for husets rammer ved at operere under jorden. Til gengæld har stueetagen – hvor Aalto er stærkest repræsenteret – været så godt som urørlig.

"Vi har ændret i velkomstarealet, museumsbutikken er flyttet og har fået mere plads, og der er bygget et vidensrum i den gamle kammermusiksal. Men ellers er der tale om en restaurering med fløjlshandsker," siger John Karl Jensen.

Træ, tegl, marmor, messing og beton

Projektet er tro over for Aaltos holdning til materialer. Aalto arbejdede med et begrænset materialevalg – træ, tegl, marmor, messing og beton. Det er blevet respekteret.

En ny trappe fra udstillingsarealerne i stueetagen fører direkte ned i museets nye ’black box’. Hvor der tidligere var depotrum og toiletter, er der skabt et stort og fleksibelt udstillingsrum. Her kan man dyrke mørket.

Besøg museet – 20 fribilletter

Er du blevet nysgerrig, og vil du gerne selv opleve det fantastiske museum? NIRAS har 20 fribilletter, som vi uddeler efter først-til-mølle-princippet. To stk. pr. person.

Kontakt Gitte Krogh Vestergaard: gkv@niras.dk

NIRAS har fire andre renoveringsprojekter indstillet til Renoverprisen 2016: 
Hotel Skt. Annæ 
Det Klingende Museum
Farum Midtpunkt – Svanepunktet
Vapnagaard

NIRAS som bygherrerådgiver

Under hele renoveringen - fra den indledende programmering og frem til indvielsen - var NIRAS bygherrerådgiver og deltog i styregruppe, bygherreudvalg og økonomiudvalg, udarbejdede byggeprogram, stod for prækvalifikation og totalrådgiverudbud som EU-udbud og var sekretær for bedømmelsesudvalget. I projekterings- og udførelsesfasen deltog NIRAS ligeledes som bygherrerådgiver i det samlede forløb og koordinerede desuden bygherrens marmorrådgiver.

Parter bag projektet:

Bygherre: Kunsten – Museum of Modern Art, Aalborg
Totalrådgiver: Erik Møller Arkitekter A/S
Arkitekt: Erik Møller Arkitekter A/S + TRANSFORM ApS
Landskabsarkitekt: GHB Landskabsarkitekter A/S
Ingeniør: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
Andre aktører: TL Byg A/S, Ib Andersen VVS A/S, Fruensgaard Byg A/S m.fl.