Two men in NIRAS gear looking at a bridge built over water
NIRAS’ ekspertise på bro-området kommer nu også norske broer til gode.
Nyhed

Kompetence og erfaring fører til stor rammeaftale inden for broer i Norge

Med en frisk underskrift på en rammeaftale for Statens vegvesen, region Sør, cementerer NIRAS rollen som en markant spiller på infrastrukturmarkedet i Norge. Målet om at blive en anerkendt skandinavisk rådgiver inden for infrastruktur er derfor rykket tættere på.

25. okt 2018

Statens vegvesen Region sør, Norges svar på Vejdirektoratet, har netop tildelt holdet med Dr. techn. Olav Olsen AS og NIRAS A/S den nye rammeaftale, der dermed er den 7. rammeaftale inden for broer, veje og jernbaner, siden NIRAS besluttede at bevæge sig ind på det norske infrastrukturmarked.

Den rigtige samarbejdspartner afgørende

Sammen med Dr. techn. Olav Olsen AS, er NIRAS blandt de 6 rådgivere, der har underskrevet en rammeaftale hvor vi i fremtiden skal levere rådgivning på projekter inden for vedligehold af broer, herunder tilstandsvurdering, broklassificering samt reparation og forstærkning.

Et gnidningsfrit samarbejde mellem NIRAS’ norske og danske afdelinger koblet med et tæt samarbejde med Dr. techn. Olav Olsen AS, har ifølge afdelingsleder Theis Tarp Rasmussen været med til at bane vejen for, at NIRAS nu sammen med Dr. techn. Olav Olsen har vundet rammeaftalen hos Statens vegvesen: ”Med den nye rammeaftale er det blevet tydeligt, at vi er blevet en kendt leverandør inden for broer, veje og jernbaner i Norge. Og vi bliver anerkendt som en kompetent og seriøs aktør med den næsthøjeste score baseret på kompetence og erfaring”, siger Theis Tarp Rasmussen.

Rammeaftale vigtig for videre udvikling

Den nye rammeaftale er også strategisk vigtig i forhold til den videre udvikling af NIRAS’ satsning på det norske marked: ”Vi ved fra tidligere rammeaftaler, at vi kan vinde projekter, der bliver udbudt derigennem. Og den nye rammeaftale er ekstremt vigtig, da vi ikke tidligere har arbejdet i Region Syd”, fortæller Theis Tarp Rasmussen.

Rammeaftalen gælder indtil 31. december 2019 med option på yderligere to års forlængelse.

Mod på endnu større målsætninger

Carsten Heine Lund, der er direktør for Infrastruktur i NIRAS, er stolt over den nye aftale: ”Da vi bevægede os ind på det norske marked for fire år siden, var vores vision i første omgang forholdsvis forsigtig. Men med mere end en håndfuld rammeaftaler og mange konkrete opgaver i bagagen, både inden for veje, broer og jernbane, kan vi godt sætte barren højere og tro på, at vi er en vigtig spiller og samarbejdspartner inden for infrastrukturområdet”.

Læs om nogle af vores projekter i Norge, senest en ny jernbaneopgave vundet i september 2018:

Reinsvoll

E16