Woman walking in a hospital hallway
Medarbejdere i social- og sundhedssektoren får nu hjælp til at håndtere seksuel chikane fra borgere
NYHED

Guide skal hjælpe medarbejdere i social- og sundhedssektoren med at håndtere seksuel chikane

Seksuel chikane i omsorgsarbejdet er tabubelagt og mere udbredt, end hvad man hidtil har været klar over. Samtidig øger chikane risikoen for depression hos de ansatte. Det er nogle af konklusionerne i et nyt, stort forsknings- og udviklingsprojekt. Projektet kommer ikke alene med analyser, men har også resulteret i en praktisk guide, der skal hjælpe med at tage hul på problemet.

10. mar 2018

Hjælp til at håndtere udfordringerne i arbejdsmiljøet

Den omfangsrige og konkrete guide er en del af det store forsknings- og udviklingsprojekt ”Seksuel chikane i omsorgsarbejdet”. Guiden er dermed med til at åbne for tabuet om seksuel opmærksomhed fra klienter og patienter. Den giver råd til, hvordan ledere og medarbejdere på en arbejdsplads starter en dialog om, hvordan man kan og vil forebygge og håndtere problemet. For det er et problem, der kan have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for medarbejderne og stille dem i svære dilemmaer.

Markedschef i NIRAS, Per Tybjerg Aldrich, har været projektleder på projektet, og ifølge ham er en af udfordringerne også, at mange ansatte netop ikke vil karakterisere det, som de er udsat for, som seksuel chikane: "De er derimod udsat for seksuel opmærksomhed – som er en uønsket opmærksomhed, fordi den kommer fra de borgere, som de er ansat til at pleje mv. Netop fordi der er tale om uønsket seksuel opmærksomhed, der kan komme til udtryk på mange forskellige måder, er der tale om glidende overgange og gråzoner mellem det, der kan tolereres af den enkelte, og det, der ikke kan tolereres af den enkelte", fortæller han.

Skal bryde med tabuet

Projektet har også belyst, at seksuel chikane i omsorgsarbejdet er udbredt: "Men når man kigger rundt for at finde ud af, om der findes hjælp til, hvordan arbejdspladser kan håndtere den slags problemer, ja så må vi konstatere, at det ikke rigtig findes”, siger Per Tybjerg Aldrich. Han konkluderer også, at en anden udfordring er, at problemet ofte er underbelyst – arbejdspladserne har ganske enkelt ikke kendskab til, hvor udbredt chikanen er: ”Derfor er første trin i guiden en hjælp til, hvordan man kommer i gang med at tale om det – for eksempel ved hjælp af dilemmakort”.

Tabuer er netop tabuer, fordi det ikke er noget, man går og taler om, som Per T. Aldrich siger: ”Derfor risikerer man som medarbejder selv at gå og slås med problemet, få en depression eller forlade den type arbejde". Derfor gælder det for arbejdspladserne om at få det frem i lyset og udvikle fælles retningslinjer, men det har tidligere ikke været muligt at finde hjælp, siger Per.

”Og det behov vil vi gerne udfylde med denne guide”, siger Per Tybjerg Aldrich.

Hvis du vil vide mere ...

Du kan se Per Tybjerg Aldrich fortælle om projektet og guiden her

Guiden finder du her

Konference om seksuel opmærksomhed fra borgere i social- og sundhedssektoren

Hvordan siger man som medarbejder fra overfor seksuel opmærksomhed fra en patient eller klient uden at ødelægge den gode relation? Resultaterne af forskningsprojektet og guidelines til at håndtere problemet er omdrejningspunktet på en konference på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø den 20. april 2018.

Du kan læse om konferencen, der er åben for alle, her