Jernbaneoverkørslerne ved stationerne i Sander og Seterstøa skal i fremtiden være mere sikre at krydse.
Nyhed

Eksport af dansk know-how skal øge sikkerheden ved jernbaneoverkørsler

NIRAS skal for Bane NOR sikre to baneoverkørsler i niveau med bl.a. to broer. Dermed bringer NIRAS sin erfaring fra at sikre farlige jernbaneoverkørsler i Danmark videre til Norge.

06. dec 2018

Bane Nor er i fuld gang med at optimere sikkerheden ved nogle af landets mange jernbaneoverkørsler. NIRAS er netop valgt som rådgiver til sikring af to overkørsler på Kongsvingerbanen – ved krydsningen af jernbanesporene ved stationerne i Sander og Seterstøa i henholdsvis Sør-Odal og Nes kommune. Her skal overkørslerne, der på nuværende tidspunkt er i niveau med banen, fjernes og erstattes af en såkaldt niveaufri krydsning.

Øget trafiksikkerhed

Hovedformålet med projektet er at øge trafiksikkerheden og reducere risikoen for ulykker. Samtidig er målet også at øge kapaciteten for lange godstog på Kongsvingerbanen, forbedre fleksibiliteten i ruteplanlægningen og øge den anvendelige længde på krydsningssporet på stationen.

Planen er, at begge baneoverkørslerne skal erstattes med nye broer over den nuværende jernbane:
”Med niveaufri krydsninger undgår Bane Nor, at der opstår unødig ventetid og komplikationer ved krydsninger”, siger Theis Tarp Rasmussen, der er afdelingsleder for infrastruktur i NIRAS Norge.

At komme farlig overkørsler til livs er en opgave NIRAS er vant til at udføre:
”I Danmark har vi arbejdet og arbejder fortsat med overkørsler for Banedanmark. At få muligheden for at bruge denne erfaring på det norske jernbanemarked er en stor tilfredsstillelse”, siger direktør for Infrastruktur i NIRAS, Carsten Heine Lund.

Opgavens omfang

NIRAS skal sammen med underrådgivere projektere en detailplan med tilhørende udredninger af blandt andet miljø, RAMS, sundhed og arbejdsmiljø samt anlægslogistik og geotekniske undersøgelser.

Projektet omfatter i alt 2,5-3 km med vej, to broer over eksisterende jernbane, en stitunnel for gang og cykelsti samt håndtering af regnvand og miljø i den forbindelse.

NIRAS er hovedrådgiver på projektet og bliver bistået af Dr. Tech Olav Olsen, Asplan Viak, NGI, Ing. Rasmussen og Strand, Norsk Jernbanesikkerhet AS, Scansurvey og Safetec.