Danmarks første bæredygtige plejehjem

”Krumtappen i et bæredygtigt byggeri er at skabe et grønt mindset hos alle de involverede parter,” siger bæredygtighedskonsulent Mikkel Lyng Hyldig.

27. aug 2015

Smukke, grønne udearealer med fælles terrasser, små oaser og en afskærmet gangbro ved åen, så beboerne trygt kan komme tæt på vandet. Hver lejlighed har sin egen lille terrasse eller altan. Der er wellness-faciliteter med bl.a. spa og massage, og træningslokale som beboere og andre seniorer kan benytte.

Vonsild Have Kvarteret i Kolding er på flere måder et plejecenter i tidens ånd. Det er danmarkshistoriens første Offentlig-Privat Partnerskab-plejecenter og tilmed landets første, der er bæredygtighedscertificeret.

Stor værdi i bæredygtigt byggeri

Vonsild Have Kvarteret deltog i pilotfasen med at udvikle den danske udgave af DGNB-standarden.

Ifølge borgmester Jørn Pedersen har Kolding Kommune i over 25 år arbejdet målrettet med bæredygtigt byggeri. Derfor var det helt naturligt at bygge Vonsild Have Kvarteret ud fra bæredygtige principper.

”Det er i virkeligheden sund fornuft, da kravene sikrer den højest mulige kvalitet inden for den økonomiske ramme,” siger Jørn Pedersen.

Fælles bæredygtigheds-mindset

Bæredygtighedskonsulent fra NIRAS Mikkel Lyng Hyldig mener, at den store udfordring i projektet var, at DGNB var nyt for de involverede parter.

”Udgangspunktet var derfor at skabe et bæredygtigheds-mindset hos alle,” siger Mikkel Lyng Hyldig.

Det handler om at tænke holistisk. Fx gælder det om at vælge sunde byggematerialer, der ikke udleder miljøfaglige gasser, er lette at rengøre, og som er billige. Netop økonomi er en af grundstenene i et bæredygtigt byggeri iht. DGNB-standarden.

LÆS MERE Smart facade dækker 50 procent af skolens strømbehov

Kommunen, arkitekt og entreprenør blev hurtigt sporet ind på den grønne tankegang i byggeriet, fortæller bæredygtighedskonsulenten.

”I bund og grund handler det om at tænke fornuftigt i forhold til alle de valg, man gør sig i et byggeri,” siger Mikkel Lyng Hyldig.

Han har nu videregivet sine erfaringer i en DGNB-pilotmanual, så andre lignende boligbyggerier kan tage de gode erfaringer til sig.

Om projektet

NIRAS har som rådgiver projekteret samtlige ingeniørdiscipliner som konstruktioner, el, VVS, og ventilation, men også mere spektakulære som solcelleanlæg på taget og løsninger til nedsivning af regnvand. NIRAS har også stået for projekteringsledelsen og koordineret samarbejdet mellem Kolding Kommune og OPP-operatøren Attendo.

Vonsild Have Kvarteret er opført af Dansk Boligbyg A/S i totalentreprise i samarbejde med Luplau & Poulsen ApS (arkitekt), NIRAS A/S (ingeniør), Hune og Elkjær Arkitektfirma A/S (konsulent for plejehjem), Deas (ejendomsforvaltning) og Kemp & Lauritzen (facility management).

Plejehjemmet med 60 boliger slog dørene op for de første beboere i marts 2015, er opført i lavenergiklasse 2020 og DGNB-certificeret med resultatet sølv.

Om DGNB

Danish Green Building Council har valgt Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen, DGNB, som den officielle bæredygtighedscertificering i Danmark. DGNB-certificeringsstandarden er af tysk oprindelse, men er tilpasset dansk byggeskik og danske byggetraditioner.

En DGNB-analyse dækker hele bygningens livscyklus – fra planlægningsstadiet til dens 50. leveår – og DGNB-kriterierne kan derfor med stor fordel introduceres allerede i planlægningsfasen for derved at optimere bygningens bæredygtighed fra starten. DGNB giver en præcis analyse og et solidt overblik over bygningens ydeevne inden for emnerne miljømæssig-, økonomisk-, social- og teknisk kvalitet, kvalitet i byggeprocessen og kvaliteten af bygningens lokalitet.