Danmark går glip af vækst på grund af ingeniørmangel

Inden for forsyning, infrastruktur og renovering kan NIRAS beskæftige mange nye medarbejdere.

30. jan 2013

Offshore-branchen er i vækst. Det betyder stor efterspørgsel på ingeniører, skriver Berlingske Business den 29. januar 2013. Samme budskab kommer fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, der i august sidste år dokumenterede en akut mangel på over 160 miljø-, olie-, gas-, offshore-, anlægs- og jernbaneingeniører blandt de danske rådgivere.

”Der er intet, der tyder på, at behovet for ingeniører i miljø-, olie-, gas-, offshore-, anlægs-ingeniører bliver mindre i fremtiden. Det er områder, der er i kraftigt vækst. Tværtimod ser vi en tidobling inden for de kommende fem-ti år. Lige nu er den hurtige løsning for virksomhederne at ansætte dygtige udlændinge eller trække på datterselskaber eller samarbejdspartnere i udlandet,” siger adm. direktør Henrik Garver, FRI, i en pressemeddelelse 29-1-2012.

Direktør Michael Hjerl Hansen, NIRAS, kan kun nikke genkendende til statistikkerne:

”Tendensen er den samme hos os. Både store og mange mindre projekter på forsyning, infrastruktur, og renoveringsområdet gør, at vi lige nu og i fremtiden skal søge mange nye medarbejdere. Helt konkret har vi i øjeblikket tyve ledige stillinger, og flere er på vej. Og kommer de rigtige folk, kan vi sagtens beskæftige mange flere.”

Jernbaner og klimasikring kræver flere medarbejdere

På en række områder strømmer opgaverne ind i en lind strøm:

”Et par gode eksempler er de mange projekter med udbygning af jernbanenettet i forbindelse med blandt andet den kommende Femern Forbindelse samt en lang række projekter, hvor vi med helhedsorienteret vandplanlægning blandt andet klimasikrer ejendomme for at mindske værditab ved skybrud,” udtaler Michael Hjerl Hansen.