Projekt

Byggemodning sætter mange fagligheder i spil på Dalum Papirfabrik

Dalumpapirfabrik Mth 06 (1)

Når en gammel fabriksgrund skal laves om til et nyt og moderne boligområde, er det ikke kun boligernes form og konstruktion, man skal gennemtænke nøje. Samtidig går et stort maskineri i gang med at planlægge alt lige fra infrastruktur til afledning af overfladevand. Projektet i Dalum trækker på viden fra mere end 40 NIRAS-eksperter alene inden for byggemodning.

  • Sektor: Miljø, Byggeri, Infrastruktur
  • Lande: Danmark

I Dalum ved Odense er der gang i byggemodningen på den gamle fabriksgrund, der gennem årtier husede Danmarks første og sidste store papirfabrik. Det store skønne område, der ligger i grønne omgivelser lige op ad Odense Å, bliver nu genopbygget som et attraktivt boligområde i et projekt, der forener både naturen, det nye og det gamle.

Når et nyt og moderne byggeri skal bindes sammen med eksisterende gammelt fabriksbyggeri, bliver det let et kompliceret puslespil, hvor brikkerne ikke altid passer ind i hinanden. Man kan fx ikke bare trække lige streger, når man skal lave veje og fortove, der skal passe ind i den eksisterende bygningsmasse, forklarer Christoffer Vældgaard Grøn fra NIRAS' Infrastrukturafdeling.

Christoffer er en del af det store tværfaglige team i NIRAS, der lige nu arbejder med byggemodning på Dalum Papirfabrik i tæt samarbejde med kunden MT Højgaard Projektudvikling A/S.

”Det faktum, at projektet er kompliceret, er jo også det, der netop gør det spændende at arbejde med”, fortæller Christoffer og understreger, at der bare med byggemodningen er mere end 40 forskellige eksperter på opgaven.

Arbejder sammen hver for sig

Selv om projektet primært bliver kørt fra NIRAS Aarhus, bliver der indhentet de helt rigtige eksperter fra andre NIRAS-kontorer rundt i hele Danmark.

”For os er det vigtigste, at vi får de rigtige kompetencer i spil til projektet. Om specialisten til dagligt sidder på vores kontor i Odense, Aarhus, Allerød eller Aalborg eller om man arbejder i byggeri, miljø, infrastruktur eller vand er ikke væsentligt for vores samarbejde”, forklarer Christoffer om samarbejdet på tværs af kontorer og afdelinger.

”Hele Corona-situationen har jo vist os, at vi sagtens kan samarbejde uden overhovedet at have mødt hinanden”, understreger Christoffer og forklarer, at projektet lige var kommet i gang, da hele Danmark måtte lukke ned for første gang i foråret 2020.

Om projektet

NIRAS er ingeniør på alle fag inkl. byggemodning og varetager desuden projekteringsledelse, IKT-ledelse og arbejdsmiljøkoordinering i projekteringsfasen

Bygherre og udvikler, MT Højgaard Projektudvikling A/S

Projektomfang, byggeri, Ca. 48.000 m2, heraf ca. 43.000 m3 boliger

Alment boligselskab, CIVICA, ca. 5.200 m2 boliger

Arkitekt og landskabsarkitekt, C.F. Møller

Landinspektør, Bøgh og Krabbe

Geotekniker, DMR A/S

Miljørådgiver, DMR A/S

En fordel ved at indhente kollegaer ind til projektet fra forskellige lokaliteter er, at man kan få nogen med i projektet, der har lokalkendskab.

”Vi får hjælp af en kollega fra Odense-kontoret. Han er trafiksikkerhedsekspert i forhold til udformning af vejanlæg. Han ved, hvordan Odense Kommune arbejder og prioriterer i forhold til trafiksikkerhed. Det hjælper os, når vi arbejder med myndighedsgodkendelser, hvis vi som her fx gerne vil lave hastighedsbegrænsninger”, forklarer Christoffer og fortæller, at holdninger og prioriteringer er meget forskellige fra kommune til kommune.

Eksperter fra hele landet

I infrastruktur Aarhus har Christoffer og kollegaerne gransket lokalplanen og lavet en detaljeret trafikplan for området i samarbejde med arkitekten. Her ser man bl.a. på, hvordan vejene skal se ud, for at man kan afvande, og hvilke belægningstyper der vil holde bedst. Lige nu udarbejder de myndighedsprojektet for området.

Fra Aalborgkontoret hjælper en geotekniker med at belyse risici og konsekvenser ved det materiale, som man har valgt til at terrænregulere og forbelaste fx under vejene. Man genanvender knust byggemateriale fra de nedrevne fabriksbygninger.

Aalborgkontoret bidrager også med assistance til at arbejde rundt om de mange fredningslinjer i området, der både indeholder, fortidsminder, skov og å.

Eksperter fra både Allerød og Aarhus har arbejdet med komplicerede 3D-modeller, der viser, hvordan vandet løber. Der er 3D-modeller for servicevand, men også for regnvand i en skybrudssituation. Beregningerne bruges til at designe terrænet, så det fungerer så optimalt som muligt. Dette arbejde laves i tæt dialog med VandcenterSyd i Odense.

”Det er fedt med sådan et stort projekt, der trækker tråde rundt til alle vores afdelinger på tværs af fag og geografi,” fortæller Christoffer og glæder sig over, at projektsamarbejdet kører godt på trods af Corona og samarbejde hver for sig. Han lægger dog heller ikke skjul på, at det bliver dejligt at kunne mødes med kollegaerne under normale forudsætninger igen.

Ud over byggemodning er NIRAS også ingeniørrådgiver på alle fag i projektet og varetager desuden projekteringsledelse, IKT-ledelse og arbejdsmiljøkoordinering i projekteringsfasen.  

Læs også: Dalum Papirfabrik forener industriel arkitektur med moderne funktionalitet

Vill du veta mer?

Se också