Bro lukker hul i stisystem langs Vestvolden

NIRAS projekterer en ny bro over Husum Station for Københavns Kommune. Broen skal bygges med minimale gener for togdriften.

25. nov 2014

Cyklister og fodgængere kan snart igen krydse Husum Station uden problemer. NIRAS har vundet ordren på at projektere en ny stibro som erstatning for den gamle betonbro, der af sikkerhedshensyn nu er revet ned.

Broen opføres i nordenden af stationen og vil udover en lettere adgang til perronen også lukke et hul i stien, der løber langs med Vestvolden.

Broen forventes at stå færdig i sommeren 2015 og skal bygges med et minimum af gener for togdriften. Samtidig skal opførelsen tage hensyn til den fredede Vestvold.

Det endelige design af broen skal ifølge Kulturstyrelsen være enkelt og gerne lidt ’militæragtigt’, så broen indgår harmonisk i Vestvolden og dens historie.

Tæt samarbejde

Netop de mange interessenter i projektet er en udfordring.

”Udover Kulturstyrelsen, som skal høres ved arbejder på den fredede Vestvold, er det Københavns Kommune, som ejer stibroen. DSB ejer ståltrappen ned til perronen. Forhold til S-banen skal koordineres med og godkendes af Banedanmark. Endelig medvirker Core arkitekter som underrådgiver til NIRAS. Det kræver et tæt samarbejde,” siger markedschef i NIRAS Ulrik Sloth Andersen.

Glasfiber som x-faktor

Broen skal bygges oven på de eksisterende fundamenter fra den gamle betonbro. NIRAS undersøger for kommunen, om man kan fremstille dele af overbygningen i et lettere materiale end beton eller stål.

”En stålbro med en broplade i glasfiber-komposit kan være en løsning. Glasfiber-komposit er et materiale, som vejer en tiendedel af beton og kræver minimal vedligeholdelse, ” siger Ulrik Sloth Andersen.

Stibroer ligger godt til NIRAS

Husum Stibro er den første af tre opgaver, som NIRAS har vundet på en ny rammekontrakt for Københavns Kommune. Ulrik Sloth Andersen håber på flere projekter.

”Stibroer kombineret med jernbaner ligger godt til os. Projektets erfaringer om for eksempel glasfiber kan vi bringe i spil på fremtidige nye stibroer,” siger han.

LÆS MERE: 3D giver Odense stibro bløde kurver

Fakta

I 2012 bevilligede Københavns Kommune penge til at istandsætte broen, men i foråret 2013 konstaterede man, at broens overbygning var i så dårlig stand, at den måtte nedrives med kort varsel. Man rev overbygningen af den eksisterende tre meter brede stibro ned og besluttede at beholde bropiller og endeverderlag.