Børn i Sibirien får skole udtænkt i Aarhus

NIRAS har sammen med to danske arkitekt-tegnestuer vundet en stor, international konkurrence om et helt særligt skolebyggeri i den russiske by Irkutsk.

12. okt 2015

En spritny skole på Frederiksbjerg i Aarhus midtby og indeklimarenovering på skoler som N. Kochs Skole og Aarhus Katedralskole.

LÆS MERE Sjov ingeniørkunst på ny skole i Aarhus.

NIRAS’ erfaringer med at projektere undervisningslokaler er nu så velkendte, at rygtet er nået til Irkutsk i Sibirien, 5.662 kilometer fra Aarhus.

Sammen med de to arkitektfirmaer CEBRA i Aarhus og VEGA landskab har NIRAS vundet en stor, international arkitektkonkurrence om et skolebyggeri i den russiske by Irkutsk, der ligger tæt på Bajkalsøen og Mongoliet.

”Visionen for Smart School-projektet er at skabe en ny type af skoler - en "School Park" - der forener arkitektur og landskab til et unikt læringsmiljø og samlingspunkt for lokalsamfundet,” siger Carsten Primdahl, stiftende partner og arkitekt hos CEBRA.

Den danske trio har designet en helt særlig ’smart school’, der ud over at være skole også skal fungere som kulturelt og socialt centrum i lokalsamfundet.

Begrebet ”Smart School” betyder, at både små nyttehaver og opdræt af husdyr skal være en aktiv del af undervisningen samt livet på skolen.

”Hele den store byggegrund skal ses som et læringsområde. Eleverne skal opleve, at den nye skov vokser op, og at der opstår små biotopområder omkring regnvandssøer. Det er en fantastisk opgave for os som landskabsarkitekter med fokus på netop landskab og læring”, siger Anne Galmar medindehaver af VEGA landskab.

Huse 30 plejefamilier

Det er med andre ord ikke kun lære-ivrige børn og unge, som skal frekventere stedet – alle andre aldersgrupper skal trækkes med, lidt ligesom de moderne biblioteker, som i stigende grad viger bort fra den klassiske biblioteksstruktur og nærmer sig kulturelle mødescener.

’Smart School Meadows’, som skolen hedder, går endnu længere end det. Skolen skal nemlig yderligere huse 30 plejefamilier:

”Skolen vil skabe de bedste betingelser for områdets børn og unge – og det gælder også for anbragte børn. Det er en meget social tilgang til byggeri og anlæg, men også til at integrere udsatte grupper i samfundet,” fortæller Anne Galmar.

Ekstreme klimaforhold

Grunden er 21 ha stor, og projektet bliver på 31.000 kvm, og ud over det helt særlige design skal der også tages højde for områdets ekstreme klima.

”Det nye og spændende for os i projektet er bl.a. de ekstreme udeforhold, vi oplever i Sibirien og de Russiske myndighedskrav,” siger projektchef i NIRAS Andrew Ferguson Dunn.

Således kan termometret måle +30 grader om sommeren og -30 grader om vinteren.

”Nu følger den sjove, kreative fase, hvor vi skal koble vores viden om for eksempel indeklima med alle arkitektens og bygherrens krav. Resultatet skal være en robust løsning, hvor vores ingeniørtekniske løsninger og konstruktionsprincipper er i højsædet,” siger Andrew Ferguson Dunn.

LÆS MERE NIRAS valgt til international skole i Nordhavn.