Children playing on the playground of Sydhavn School
Tænker kommunerne langsigtet og har øjne for de skoler, der er værd at investere i, kan alle skoler i Danmark blive lige så gode som verdens bedste skole, Skolen i Sydhavnen.
Indsigt

Ny dansk skole er verdens bedste – det kan de gamle skoler også blive

Mange danske skoler er så nedslidte, at det ikke kan betale sig at investere i bedre indeklima uden samtidig at tænke hele skolens funktion ind i billedet. Løsningen er at totalrenovere og optimere læringsrum og indeklima på én gang.

For to år siden åbnede Skolen i Sydhavnen i København, verdens bedste skole ifølge World Architecture News. De tildelte skolen 1. prisen foran en japansk daginstitution, en skole i Tyrkiet og et uddannelsescenter i USA blandt mange andre.

Skolen i Sydhavnen skiller sig ud fra andre folkeskoler med sine indeklimaoptimerede klasseværelser, åbne miljøer uden ruminddeling og fokus på ny læring, fysisk aktivitet og kreativitet. Det er desuden et af de første byggerier, der lever op til Lavenergiklasse 2015.

Skolen er enestående i et land, hvor langt de fleste folkeskoler skriger på at blive fornyet på alle parametre, ligesom kommunerne samtidig efterspørger energieffektive og bæredygtige byggerier. Men hvad er problemet egentlig?

Drop de dyre klimaanlæg

En helt almindelig dansk folkeskole kæmper typisk med et indeklima, som er så dårligt, at det hæmmer elevernes præstationer og til tider er sundhedsskadeligt. Særligt bliver det stigende antal følsomme elever, der lider af for eksempel ADHD eller OCD, hårdt ramt. Det skaber en negativ spiral: Er eleven ukoncentreret i forvejen, medvirker indeklimaet til at gøre eleven mere ukoncentreret, og så kører møllen. Nogle indeklimaforhold er så grelle, at man ligeså godt kan afbryde undervisningen.

Når vi bliver kontaktet af kommuner om dårligt indeklima på skoler, screener vi dem alle og kommer oftest frem til, at skolerne simpelthen er 20 år bagud på området, og ikke har de nødvendige funktioner.

Herfra er der to løsninger – en halv og en hel: Installere et dyrt klimaanlæg eller totalrenovere skolen.

De fleste kommuner vælger den halve løsning. Et klimaanlæg er en billigere investering end totalrenoveringen, men det er desværre også en kortsigtet løsning. Ofte viser det sig, at anlægget ikke virker optimalt, fordi driftsorganisationen ikke er til stede på skolerne. Så er pengene spildt, når anlægget går i stykker to år senere.

Den hele løsning er at totalrenovere skolen. Det er dyre lige her og nu, men ikke desto mindre en langt bedre investering for kommunen. Her bliver et optimalt indeklima og forbedrede læringsrum tænkt ind fra starten ligesom i Skolen i Sydhavnen.  

Kommuner skal blive bedre til at prioritere

For at få flere af den slags skoler kræver det, at kommunerne bliver bedre til at prioritere deres midler; at de kortlægger de skoler, der ikke er værd at investere flere penge i. Her ser jeg flere tendenser:

Flere kommuner investerer i skoler, der er så nedslidte, at de mangler grundlæggende kvalitet, eller i skoler, der af demografiske grunde alligevel skal lukkes om fem år. Omvendt ser kommunerne heller ikke den grundlæggende bygningsmæssige kvalitet, der indimellem er til stede i det eksisterende byggeri – og hvor man ved en totalrenovering let kan indarbejde de nye krav til funktionalitet.

Her bør kommunerne udføre deres forarbejde ordentligt med solide planer og programmer, som sikrer, at de rigtige skoler ombygges til det rigtige niveau.

Et eksempel på et misforstået krav er netop indeklima. I deres iver sætter flere kommuner for strenge krav til indeklima i gamle skoler, hvilket på mange måder er for ambitiøst. Jo bedre indeklimaet skal være, jo mere fylder det og koster det. Et indeklima behøver ikke være bedre end godt, som nedenstående figur viser.


 

Mange skoler døjer med et dårligt indeklima på 3.000 ppm. Det betyder, at man næsten ikke kan holde ud at være i lokalet. I et forbilledligt indeklima på 1.000 ppm kan man lugte, at der er mennesker i lokalet i det øjeblik, man kommer tilbage efter at have forladt det kortvarigt. 900 ppm er marginalt bedre, men på mange måder ikke pengene værd, da det dårligt kan registreres af mennesker.

Kommunerne satser altså i for høj grad på et fremragende indeklima, hvor et godt indeklima er fuldt ud tilstrækkeligt og ikke nær så omkostningstungt. Brug i stedet pengene på skolens øvrige faciliteter som f.eks. nye læringsrum.

Hvis kommunerne tænker langsigtet og har øjne for de skoler, der er værd at investere i og totalrenovere, kan alle de eksisterende skoler i Danmark blive lige så gode som verdens bedste skole, Skolen i Sydhavnen