Han knækkede koden til det norske infrastrukturmarked

Ingeniør og markedschef Theis Tarp Rasmussen er et netværkstalent med en naturlig fornemmelse for forretning, der bygger på personlige relationer

Theis Tarp Rasmussen har flair for og er interesseret i såvel salgsledelse, som at udvikle forretning inden for infrastruktur - særligt på vej- og bro-området.

”Gennem de seneste år har jeg fået erfaring og indsigt i tekniske løsninger, herunder digital modellering og design med afsæt i gældende vejregler og normer for både det danske Vejdirektorat og det norske Vegvesen. Den baggrund og det, at jeg kan lide at tale med kunder, interessenter og samarbejdspartnere, har vist sin styrke i forbindelse med at formulere optimale løsningsforslag i tilbud,” siger Theis.  

Fra strategi til eksekvering
De indledende skridt på det norske marked tog Theis i 2015, hvor han deltog i NIRAS’ talentprogram og kastede sig over, hvordan NIRAS kunne forretningsudvikle projekter inden for infrastruktur i Norge.

Han var stærkt tilskyndet af den enorme pulje på omkring 550 mia. NOK, som den norske regering i 2015 afsatte til at udvikle landets infrastruktur over en tiårigperiode. Denne investeringsplan er siden øget til 900 mia. NOK over de kommende ti år.

Adgangen til det norske marked var ikke en dans på roser. Efter en start, hvor den unge ingeniør mærkede rollen som den nye spiller på markedet og afleverede tilbud efter tilbud, trak han relationskortet og begyndte at kortlægge og opbygge gode, lokale relationer til kunder og samarbejdspartnere.

Det resulterede i de første ordrer i Norge til halve og hele millioner, og de gode relationer udviklede sig til stærke strategiske forbindelser.

Gennembrud på det norske marked
Theis var vedholdende, og det resulterede i et gennembrud på det norske infrastrukturmarked. Først med en opgave om at udarbejde reguleringsplaner for 14 km ny motorvej E39 Ålgård-Hove med et honorar til NIRAS på 24 mio. NOK, og senest med opgaven om at yde bygherrerådgivning og udarbejde udbudsmateriale for udbud af totalentreprise for hovedlandevej E16 Eggemoen-Olum.

LÆS MERE: Ny storordre - NIRAS bider sig fast i norsk infrastruktur

E16-opgaven omfatter en delstrækning bestående af 14 km vej, to motorvejskryds og 13 broer, som skal bygges nord for Oslo. Et vejprojekt, der kommer til at indbringe NIRAS omkring 25 mio. NOK i honorar.

Med den første opgave indtrådte NIRAS på det norske marked og med tildelingen af den anden store infrastrukturopgave etablerede firmaet et fast fodfæste, hvor NIRAS markedsfører og udfører opgaver ud fra det norske datterselskab.

10 millioner blev til 50 millioner
Status er, at den strategi - som Theis formulerede og igangsatte under talentprogrammet for to år siden med målet om en omsætning på 10 mio. NOK på kort sigt og senest i 2020 en omsætning på 50 mio. NOK - med det seneste projekt runder en omsætning på 55 mio. NOK inden for infrastruktur i Norge allerede i 2017/2018.

Theis Tarp Rasmussen

Født: 1986
Uddannelse: Diplomingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet 2009
Hos NIRAS siden 2009

Kontaktpersoner

Theis Tarp RasmussenMarkedschefAllerødT: +45 4810 4256E: Send E-mail
Yderligere kontaktinfo
© NIRAS A/S - Sortemosevej 19 - 3450 Allerød - T: +45 4810 4200 - F: +45 4810 4300 - E: niras@niras.dk - Sitemap - NIRAS A/S CVR: 37295728

Udfyld et kort spørgeskema om Niras' hjemmeside
Deltag i lodtrækningen om 10x2 biografbilletter

Vi anvender cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse på vores site. LÆS MERE OK!