Playground of Frederiksbjerg School with children
Skolen er opført efter de nyeste principper om børns læring og udvikling. Byggeriet matcher målet om et lavt energiforbrug, et godt indeklima og en lav COS-belastning.

Frederiksbjerg Skole – Aarhus

Topmoderne skole i Aarhus

Udefra minder Frederiksbjerg Skole om en stabel bøger, der ligger forskudt oven på hinanden. Indenfor mødes man af lærdom på alle planer og etager brudt af spændende terrasser og atriumgårde.

Onsdag den 10. august 2016 var en helt særlig første skoledag i Aarhus. Ikke alene tog Aarhus Kommunes 46 folkeskoler imod knap 3000 nye elever – det var også den første skoledag i næsten 100 år, hvor elever i Aarhus Midtby mødte ind på en helt nybygget skole.

Frederiksbjerg Skole på hjørnet af Ingerslevs Boulevard og Skt. Anna Gade stod efter et par års byggeri helt færdig.

Det nye børnebyggeri erstattede N-J. Fjordsgades Skole og tæller 920 elever. Byggeriet er et sammenhængende børne- og ungemiljø, der også huser en børnehave med tre grupper samt fritids- og ungdomsklubber og en pædagogisk ledet legeplads i det grønne areal udenfor.

Banebrydende byggeri

Det nye byggeri har fået prædikatet ’banebrydende’, fordi muligheden for at bevæge sig er indarbejdet overalt i byggeriet i form af klatrevægge, motorikrum med mere.

Det var en spændende udfordring for ingeniørerne i NIRAS, da bygningen er konstrueret med mange forskudte planer. Bygningen har kun få bærende betonvægge, og da facaden brydes af forskudte vinduer, og taget også brydes på forskellig vis, skulle der et større regnearbejde til at sikre, at bygningen var stabil.

Skolen er et mekka for leg og læring, fordybelse og formidling samt udvikling og udfordring.

- Kristian Würtz, rådmand for Børn og Unge i Aarhus

Bygningsklasse 2020

Byggeriet er opført efter de nyeste principper om børns læring og udvikling.

Skolens indeklima opfylder den strenge Bygningsklasse 2020, der kombinerer et godt indeklima og et lavt energiforbrug.

For høj temperatur og dårlig luft nedsætter børns indlæring. Derfor havde ingeniørerne fokus på at skabe et super indeklima med en behaglig temperatur og frisk luft, hvor man kan holde CO2-koncentrationen på et lavt niveau.

NIRAS har stået for alle de ingeniørtekniske opgaver som projektering af konstruktioner i både 2D og 3D, VVS- og elinstallationer, indeklima, akustik og brand.

Byggeriet blev i 2016 kåret som både Årets Skolebyggeri og Årets Byggeri.