Mobildækning sammenlignes for første gang

Nu har danskerne mulighed for at undersøge, hvordan mobildækningen er i deres lokalområde. Hjemmesiden Tjekditnet.dk sammenligner dækningen for de fire mobilselskaber i Danmark på et kort.

05. apr 2017

Danmark er det første land i verden, hvor det er muligt at få et samlet overblik over mobilselskabernes dækning. NIRAS har udviklet dækningskortet for Energistyrelsen, der lancerede løsningen på Tjekditnet.dk.

”Mobildækning skal være god i hele Danmark. Derfor har vi i længere tid arbejdet tæt og godt sammen med teleselskaberne for at skabe mere gennemsigtighed omkring danskernes mobildækning. Resultatet er en kortlægning, der ikke findes andre steder i verden, og som er et rigtig godt værktøj for forbrugerne, når de skal vælge mobilselskab,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, der har telemarkedet som sit ansvarsområde.

Teleselskaber enige om at sammenligne

I sommeren 2015 indgik NIRAS en aftale med Energistyrelsen om at udarbejde et fælles dækningskort for alle fire selskaber. Mobilselskabernes dækningskort har tidligere kun været vist på deres egen hjemmeside, men nu er det muligt at sammenligne dem på Tjekditnet.dk.

”Mobilselskaberne er blevet enige om at udstille data på samme måde. Det vil sige, at ud fra de tal, som man genererer fra teleselskaberne, kan det fastlægges, hvordan de enkelte operatører dækker i det område, hvor man bor. Det er en stor værdi for forbrugerne,” siger chefkonsulent i NIRAS Jesper Rye Rasmussen.

Stor interesse for dækningskortet

g besøgstallene på sitet afslører, at løsningen rammer lige ned i et udækket behov. På lanceringsdagen 9. december 2016 var flere end 20.000 personer inde og kigge på kortet, og hen over weekenden voksede antallet af besøgende med yderligere 25-30.000.

”Folk vil gerne ind og se, hvor godt de er dækket, der hvor de bor eller andre steder, hvor de kommer. Mange vil nok også gerne bekræftes i, at de har en dårlig dækning,” siger Jesper Rye Ramussen.

Han tilføjer, at mobiltelefoners antenner også har betydning for brugernes oplevelse af dækningen.

Tjek dækningen ved din egen bopæl her.