Nyt værktøj sætter fokus på merværdier ved klimatilpasning

Thyborøn er udfordret af vand fra alle sider. Regn fra oven, hav og fjord fra siden og stigende grundvand fra neden. Foto: Lemvig Kommune

Oprettet: 15-05-2017

Fire danske byer tager et nyt redskab i brug mod oversvømmelser. Beregningsværktøjet PLASK kan give det bedste udgangspunkt for at vælge den rigtige løsning til klimatilpasning.

En opdateret udgave af beregningsværktøjet PLASK er netop blevet taget i brug af fire oversvømmelsestruede byer. Det er Thyborøn, Tommerup, Roskilde og Odense, som er udvalgt til at deltage i kampagnen Regn & Byer med hver deres projekt til klimatilpasning.

Som de første får de fire byer nu mulighed for at teste den nye version af PLASK, som kan beregne den samfundsøkonomiske gevinst fra klimatilpasning ved at sammenholde investeringer med besparelser fra undgåede vandskader. Samtidig sætter værktøjet fokus på de merværdier, som klimatilpasning kan bidrage med.

Løftestang for ny udvikling
Kampagnen Regn & Byer skal ikke kun give bedre og billigere klimatilpasning til danske byer. Den skal også være en løftestang for en udvikling, hvor kommuner og vandselskaber landet over oftere indgår langsigtede og strategiske samarbejder om klimatilpasning.

”Klimatilpasningen af Danmark er ikke noget, vi bliver færdige med på få år. Det vil være et langt sejt træk, som vi må stå sammen om. Det interessante ved Regn & Byer er, at vi ikke alene får udviklet fire konkrete projekter, men tillige får viden om, hvordan vi opbygger det nødvendige langsigtede samarbejde. For det er gennem samarbejde, at vi kan få identificeret og realiseret de klimatilpasningsprojekter, som beskytter os mod oversvømmelse, giver samfundsøkonomisk overskud, styrker naturen og skaber livskvalitet,” siger Katrine Rafn, kontorchef i Miljøstyrelsen.

Endnu bedre beslutningsgrundlag
Det opdaterede PLASK er udviklet af NIRAS for partnerskabet bag Regn & Byer. Værktøjet kan anvendes af eksempelvis kommuner eller spildevandsselskaber som beslutningsgrundlag for klimatilpasningsprojekter. Værktøjet er også et dialogværktøj, der kan skabe en faglig dialog mellem kommune og forsyningsselskab og på tværs af kommuner for at sikre, at investeringer i klimatilpasning skaber mest mulig værdi.

Værktøjet er især blevet forbedret i kraft af et stærkt fokus på at opgøre og præsentere de merværdier, som klimatilpasningstiltag kan give. Det kan for eksempel være sundhed, biodiversitet, vandkvalitet og lagring af CO2. Nu giver PLASK et endnu bedre grundlag for at vurdere hele værdien af klimatilpasning.

”Den nye version af PLASK bygger videre på den oprindelige, men vi har lagt mange kræfter i at videreudvikle værktøjet og gøre det mere brugervenligt. Nu behandler PLASK merværdier ved klimatilpasning kvalitativt og illustrerer dem særskilt. Vi har også haft fokus på, at værktøjet nu skal kunne sammenligne flere alternativer,” siger Camilla K. Damgaard, afdelingsleder i NIRAS Vand & Forsyning.

Læs mere om kampagnen Regn & Byer her.

Fakta om Regn & Byer

Partnerskabet bag Regn & Byer består af Miljøstyrelsen, Realdania, DANVA, Forsikring & Pension samt KTC – Kommunalteknisk Chefforening.

Kontaktpersoner

Camilla K. DamgaardTeamchefAllerødT: +45 4810 4782 E: Send E-mail
Yderligere kontaktinfo
© NIRAS A/S - Sortemosevej 19 - 3450 Allerød - T: +45 4810 4200 - F: +45 4810 4300 - E: niras@niras.dk - Sitemap - NIRAS A/S CVR: 37295728

Udfyld et kort spørgeskema om Niras' hjemmeside
Deltag i lodtrækningen om 10x2 biografbilletter

Vi anvender cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse på vores site. LÆS MERE OK!