Miljøundersøgelser baner vej for Danmarks største havmøllepark

I de kommende år vil der blive bygget havmøller på Kriegers Flak.

Oprettet: 31-01-2017

NIRAS’ miljøundersøgelser har ført til, at Danmarks største havmøllepark ved Kriegers Flak i Østersøen er klar til at blive opført.

Kort før jul underskrev Vattenfall og energi-, forsynings- og klimaministeren koncessionsaftalen om at opføre havmølleparken Kriegers Flak, der i 2021 bliver Danmarks største havmøllepark.

Vattenfall Vindkraft vandt koncessionen om at opføre de i alt 600 MW havvindmøller i Østersøen med en budpris på i alt 37,2 øre pr. kWh – en pris, der satte ny verdensrekord i billig havmøllestrøm.

NIRAS fastlægger miljøkrav

NIRAS har brugt tre år fra 2012 til 2015 på at dokumentere en lang række miljøforhold i VVM-undersøgelsen, der var med til at banevejen for, at  koncessionen  på havmølleparken endte som en økonomisk succes.

En VVM-undersøgelse skal afdække miljøpåvirkningen af et anlægsprojekt og opstille de miljøkrav, som en kommende bygherre skal overholde.

Det er et krav til store anlæg som havne, broer og vindmølleparker, at de ikke må påvirke naturen væsentligt. Det krav er især vigtigt, når det gælder særligt beskyttede dyrearter.

”Det har været vores opgave at definere kravene til miljøet ved anlæggelsen af Danmarks største havmøllepark på den danske del af det lavvandede område Kriegers Flak midt i havet mellem Danmark, Sverige og Tyskland,” siger chefkonsulent hos NIRAS, Mette Jeppesen.

En af verdens største havmølleparker

Derfor har NIRAS sammen med sine underrådgivere udviklet nye innovative metoder til at undersøge forekomster af forskellige arter og forudsige miljøbelastningen af den 600 MW store havmøllepark, der bliver en af verdens største, når den står færdig i 2020.

De særdeles komplicerede og detaljerede undersøgelser indebar blandt andet, at der for første gang i verden blev sat gps-sendere på traner for  at undersøge deres adfærd. Undervandsstøj ved anvendelsen af forskellige typer konstruktioner og installationsmetoder blev modelleret. Og der blev gennemført talrige andre undersøgelser.

”VVM-undersøgelserne blev tilrettelagt sådan at de firmaer, som bød på koncessionen fik størst mulig frihed til at vælge teknologi og konkret udformning af havmølleparken,” siger Mette Jeppesen.

De omfattende undersøgelser gav sikkerhed for at havmølleparken kan opføres uden at skade miljøet. 

Kontaktpersoner

Mette JeppesenChefkonsulentAllerødT: +45 4810 4670E: Send E-mail
Yderligere kontaktinfo
© NIRAS A/S - Sortemosevej 19 - 3450 Allerød - T: +45 4810 4200 - F: +45 4810 4300 - E: niras@niras.dk - Sitemap - NIRAS A/S CVR: 37295728

Udfyld et kort spørgeskema om Niras' hjemmeside
Deltag i lodtrækningen om 10x2 biografbilletter

Vi anvender cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse på vores site. LÆS MERE OK!