ALECTIA og NIRAS fusionerer

Adm. dir. Jesper Mailind, ALECTIA, og adm. dir. Carsten Toft Boesen (til højre på billedet), NIRAS, fusionerer de to virksomheder.(Foto: Anni Norddahl)

Oprettet: 22-12-2016

Fusionen skaber ny storspiller blandt de rådgivende ingeniører. Med mere end 2.000 medarbejdere globalt er den fusionerede virksomhed parat til fortsat vækst – især i udlandet.

Med fusionen mellem ALECTIA og NIRAS bliver der skabt en ny stor aktør blandt de rådgivende ingeniører, som med et solidt dansk afsæt er parat til at vokse internationalt. Begge virksomheder har indtil dato haft offensive vækststrategier, og dem holder man fast i.

”Vi får en større volumen og kan tilbyde vores kunder endnu mere i ét hus. Inden for alle sektorer, vi opererer i, bliver vi blandt markedslederne. Vi får særdeles stærke faglige miljøer, som gør den nye virksomhed til en attraktiv arbejdsplads for de bedste specialister,” siger NIRAS’ adm. direktør Carsten Toft Boesen, som kommer til at stå i spidsen for den nye virksomhed.

De mere robuste faglige miljøer er et stærkt afsæt for at vinde større og mere komplekse projekter, og medarbejderne får flere og nye karriereveje, påpeger NIRAS-direktøren. Samtidig er der oplagte synergier, som gør den fusionerede virksomhed mere konkurrencedygtig.

Styrket konkurrenceevne

ALECTIAs adm. direktør Jesper Mailind var initiativtageren til den dialog, der nu fører til fusionen. Han ser de to virksomheder som et godt match og fusionen som det helt rigtige fundament for fremtiden.

”I en branche, der konsoliderer sig både nationalt og internationalt, har målet med fusionen været at skabe en solid platform for fremtidig vækst. Med fusionen styrker vi vores konkurrenceevne og får det bedste afsæt til at være på forkant med den teknologiske udvikling,” siger Jesper Mailind.

”Vi kan fremover tilbyde vores kunder et endnu bredere ekspertisefelt, og vi får et stærkt afsæt til at løse fremtidens opgaver. Samtidig skaber vi bedre udviklingsmuligheder for vores medarbejdere og dermed en mere attraktiv arbejdsplads,” siger han.

Fortsatte vækstambitioner

Det er første gang, at to af branchens største virksomheder fusionerer. Fusionen bliver gennemført ved at sammenlægge de fonde, der er hovedaktionærer, og efterfølgende de operative selskaber. I stedet for at bruge penge på opkøb, starter den fusionerede virksomhed derfor med summen af de to virksomheders finansielle styrke. Derfor fortsætter man vækststrategien, især internationalt.

”Vi får endnu større finansiel styrke til at realisere vores vækststrategi. Vi skal udvikle os fra at være en overvejende dansk virksomhed til at være en skandinavisk virksomhed med international orientering, der skaber bæredygtige løsninger på de store globale samfundsudfordringer,” siger Carsten Toft Boesen.

NIRAS’ adm. direktør Carsten Toft Boesen kommer til at stå i spidsen for den nye virksomhed - ALECTIAs adm. direktør Jesper Mailind tiltræder ny stilling uden for branchen 1. april 2017.

Download billede i høj opløsning

Fakta om fusionen

Fusionen gennemføres med NIRAS som det fortsættende selskab, og det fusionerede selskab vil fortsætte med NIRAS som navn og brand.

Da fusionen også indebærer fusion af de to fonde, skal den godkendes af Civilstyrelsen, Erhvervsstyrelsen og Konkurrencestyrelsen. Det forventes at ske i løbet af tre til seks måneder. Først herefter går den egentlige integration i gang.

NIRAS

• Rådgivende ingeniørvirksomhed med stærk markedsposition inden for byggeri, infrastruktur, miljø, vand, offentlig forsyning, informatik og udviklingsbistand

• Den tredjestørste danske rådgivende ingeniørvirksomhed med 1.400 medarbejdere (omsætningstal 2015) og en omsætning på 1.317 mio. kr. i 2015.

• Kontorer og datterselskaber i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen, Serbien, Tyskland og UK. Derudover projektkontorer i Etiopien, Kenya, Tanzania, Uganda, Zambia, Mozambique, Myanmar, Vietnam, Laos og Cambodia.

• Kunderne tæller bl.a. EU, stat, regioner, kommuner, private virksomheder, forsyningsselskaber, bygherrer og donororganisationer.

• Etableret i 1956

• Adm. direktør Carsten Toft Boesen

• Ejet af NIRAS-Fonden (67 %) samt ledere og medarbejdere (33 %)

• Læs mere om NIRAS her 

ALECTIA

• Rådgivende ingeniørvirksomhed med specialkompetencer inden for byggeri, procesteknologi, arbejdsmiljø samt energi og miljø

• Den femtestørste danske rådvende ingeniørvirksomhed med 675 medarbejdere (omsætningstal 2015) og en omsætning på 674 mio. kr. i 2015.

• Kontorer i Virum, Odense, Kolding og Aarhus samt London (UK) og Melbourne (AUS) samt aktiviteter verden over

• Kunderne tæller bl.a. stat, regioner, kommuner, private virksomheder og bygherrer.

• Etableret i 1912

• Adm. direktør Jesper Mailind

• Ejet af ALECTIA-Fonden

Læs mere om ALECTIA her

Kontaktpersoner

Henrik MunksgaardKommunikationschefAllerødT: +45 6020 1924E: Send E-mail
Yderligere kontaktinfo

 

© NIRAS A/S - Sortemosevej 19 - 3450 Allerød - T: +45 4810 4200 - F: +45 4810 4300 - E: niras@niras.dk - Sitemap - NIRAS A/S CVR: 37295728

Udfyld et kort spørgeskema om Niras' hjemmeside
Deltag i lodtrækningen om 10x2 biografbilletter

Vi anvender cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse på vores site. LÆS MERE OK!