NIRAS har i et joint venture med danske LIC Engineering vundet detailprojekteringen af et stort havmølleprojekt 40 km ud for Belgiens kyst. Projektet, der byder på store udfordringer, vil rykke NIRAS op i superligaen af vindmøllerådgivereEn mobil havbund og en meget stram tidsplan er nogle af de udfordringer, NIRAS sammen med rådgivningsfirmaet LIC Engineering står over for, når de sammen skal detailprojektere en helt ny havmøllepark 40 km ud for Zeebrugge i Belgien.
Det belgiske projektudviklerkonsortium Northwind NV har blandt fire konsortier valgt de to danske rådgivningsfirmaer til at designe fundamenterne for 72 offshore-møller og fundamentet for transformerstationen i det op til 28 meter dybe hav.
Havmølleparken skal stå færdig medio 2013 og vil med en kapacitet på 216 MW kunne forsyne ca. 120.000 husstande – hvilket svarer til en årlig CO2-reduktion på 240.000 ton.
Stram tidsplan
Før entreprenøren kan sætte den første monopæl i havet, skal NIRAS & LIC i kapløb med tiden nå at aflevere et færdigt detailprojekt i starten af 2012.
"Det er en stor udfordring at skulle udarbejde et detaljeret design for en havmøllepark på så kort tid. Men netop tidsfaktoren var en vigtig præmis i konkurrenceudbuddet," siger projekt- og markedschef i NIRAS Claus Gormsen og fortsætter:
"Den stramme tidsplan er blandt andet en af grundene til, at vi har allieret os med LIC, som vi har et mangeårigt samarbejde med. LIC har en stor ekspertviden inden for de helt særlige beregninger, projektet kræver, og som NIRAS alene ikke ville kunne nå inden for tidsfristen."
Ustabil havbund
En anden stor udfordring er havbundens beskaffenhed.
"Havbunden er præget af 'sandbølger', der gør den mobil. For at undgå stabilitetsproblemer med funderingen er det vigtigt, at havbunden gøres stabil ved at sikre den med en erosionsbeskyttelse af sten," siger Claus Gormsen.
Innovation påkrævet
Den sidste store udfordring handler om at sikre en stabil forbindelse mellem fundamentet og overgangsstykket til mølletårnet.
"For mange havmølleparker har det vist sig, at samlingen mellem monopælen og overgangsstykket ikke holder, hvilket får møllen og overgangsstykket til langsomt at glide ned over fundamentet. Det medfører dyre reparationer til havs. Vores opgave er derfor at konstruere en holdbar samling og udvikle en plan B, hvis samlingen alligevel skulle svigte."
NIRAS rykker op i superligaen for vind
Med det nye projekt rykker NIRAS op i superligaen af vindmøllerådgivere, hvoraf flere er danske.
"Projektet for Northwind er det største vindprojekt, vi indtil nu har medvirket i, da vi er med i hele processen fra den tidlige planlægning til at sætte pæle i. Med kontrakten får vi dermed en solid reference, der vil placere os i top fem inden for vindrådgivning."
Northwind NV har givet NIRAS option på at føre tilsyn med både fremstilling og installation af fundamenterne samt mulighed for at udføre detailprojektering for havmølleparken Belwind 2, som skal ligge fem kilometer fra Northwind-projektet."
Fakta
Mere end 20 års erfaring med offshore vind
NIRAS har deltaget i offshore-vindmølleprojekter siden 1989, hvoraf nogle af de største er to havmølle-projekter i Det Irske Hav – Barrow Offshore Wind (90 MW) og Walney Offshore Windfarms (367 MW) – samt Lillgrund (110 MW) i Øresund ud for Malmø.