Kunde: DR
Projektdato: 2009
Få mennesker ved, hvor mange udregninger det krævede at projektere DR Koncerthuset. NIRAS’ bygningsingeniører, som udførte dem, glemmer det sent. Udfordringen var den franske mesterarkitekt Jean Nouvels vision om koncerthuset som en meteor, der kommer svævende fra det ydre rum. Meteoren var beregnet til at veje 12.000 tons og den skulle i nedslaget balancere på tre trappetårne og seks mindre søjler.
At skaffe overblik på de mange vinkler og krumninger, som indgik i Nouvels planer for den ultimative koncertoplevelse, var en opgave ud over det sædvanlige. At fremstille tegninger, som værksteder og håndværkere kunne arbejde efter, nærmede sig grænsen for det teknisk mulige.
Løsningen lå i den løbende udviklede IT-teknologi, som blev anvendt til såvel de komplicerede beregninger som til at visualisere alle byggeriets detaljer i tredimensionale billeder.
Da Dronning Margrethe indviede DR Koncerthuset i januar 2009, var de 400.000 ligninger med lige så mange ubekendte, som det krævede at gennemføre byggeriet, allerede løst for længst. Til gengæld er resultaterne stadig en forudsætning for, at meteoren svæver – og publikum og musikere kan mødes om meningen med det hele: musikken.
DR Koncerthuset modtog i løbet af 2009 otte priser, heriblandt Den Europæiske Stålunions konstruktionspris samt det britiske livstilmagasin Wallpapers årlige designpris som ”Bedste offentlige Nybyggeri”.