Landskabsanalyser udarbejdet efter landskabskaraktermetoden (LKM) er et godt redskab til at kvalificere planlægning og projekter i det åbne land. Metoden kan tilpasses konkrete formål og gennemføres på mange niveauer.
LKM som del af kommuneplanarbejdet
På kommunalt niveau arbejder vi blandt andet med landskabsanalyser som input til udarbejdel-se af grønne strukturer, visioner og strategier og som grundlag for kommuneplanens udpeg-ning og formulering af retningslinjer. Vi har gode erfaringer med kursusforløb i LKM, som har til formål at styrke en kommunes medarbejdere i inddragelsen af landskabet i den daglige sagsbehandling.
LKM som en del af den strategiske planlægning
Det udviklingsorienterede perspektiv er vigtigt i planlægningen og forvaltningen af det åbne land. Med henblik på at understøtte bæredygtighed inddrager vi landskabsanalyser som et af flere værktøjer til at prioritere og styrke en fortsat udvikling af landsbyer, landdistrikter, attrak-tiv bosætning, turisme, erhverv og naturforvaltning. Det er vigtigt, at historien og værdierne i landskabet bruges aktivt, fordi de er med til at sikre en lokal forankring og identitet i projektet, samtidig med at den enkelte egns særkende formidles.