NIRAS har planlagt og projekteret lufthavne i Grønland gennem mere end 40 år.
Rådgivningen har omfattet alle discipliner såsom analyse af lufthavnsplacering og -beflyvning, vurdering af vejrbestemt regularitet, planlægning af banestandard, lys og instrumentering, projektering af bane med mængdeberegninger, forplads med flyparkering, bygninger, brændstofanlæg mmm.
Hidtil er 10 nye lufthavne udført og taget i brug fra 1977 til 2007, men gennem årene er utallige lokaliteter undersøgt for indpasning af en lufthavn, senest i forbindelse med planlagt råstofindvinding.
På grund af det vanskelige terræn i Grønland er der ofte behov for dispensationer fra de gældende regler, og de bedste løsninger herpå er fundet gennem et godt samarbejde med Statens Luftfartsvæsen.
På de gamle lufthavne i Narsarsuaq og Kangerlussuaq er udført mange projekter, senest tilstandsvurdering og renovering af banerne.