Forskning

Forskning

NIRAS medfinansierer et Ph.D. projekt på Aalborg Universitet med fokus på de grundvandsbetingede naturtyper
Ph.D. projektet omhandler dataindsamling og modellering af økosystemer, som er helt eller delvist betingede af tilstrømmende grundvand. I projektet indsamles en lang række data fra lokaliteter, som indeholder habitattypen rigkær (7230), idet rigkærene anses for den mest sårbare og samtidig mest artsrige af de våde naturtyper.

Generelt udgør dræning og vandindvinding utvivlsomt en trussel mod disse naturtyper, men en vurdering af den aktuelle påvirkning på en given lokalitet beror på både viden om de regionale og lokale hydrogeologiske forhold.

Nøglen til et effektivt og troværdigt screeningsværktøj ligger i at omsætte en regional grundvandssænkning til den effekt, som opstår på lille skala i planternes rodzone, hvilket er projektets omdrejningspunkt.

Den regionale vandstandspåvirkning bestemmes typisk ved hjælp af numeriske grundvandsmodeller eller i nogle tilfælde analytiske løsninger.

For naturtypen rigkær er en konstant vandmættet og kalkholdig jordbund en forudsætning. Særligt i de varme perioder om sommeren kan dræning og vandindvinding bevirke vandstandssænkninger, som medfører en omsætning af tørvejorden, frigivelse af næringsstoffer og en ændring af pH-balancen, som på lang sigt kan være ugunstig for naturtypen.

Som en del af Ph.D. projektet sammenlignes og analyseres vandstandsdata på en række nord- og midtjydske rigkærslokaliteter, og dataene sammenholdes med naturtilstanden baseret på de tilstedeværende plantearter.

Det har vist sig i de fleste tilfælde, at grundvandstilførslen styres af den opadrettede trykgradient, som opstår på grund af lavpermeable ådalsaflejringer.

Det er også en væsentlig del af projektet at arbejde med numeriske modeller på forskellige skala til beskrivelse af den hydrologiske påvirkning fra opland til det lokale økosystem. Siden 2005 er der i et område i Lindenborg ådal syd for Volsted Plantage blevet indsamlet et unikt datasæt, som danner grundlag for vurdering af påvirkningen fra en fremtidig kildeplads i området.

Der er i foråret 2009 gennemført prøvepumpninger, og data fra mere end 20 overvågningsstationer for vandstand og vandføring i områdets rigkær og kildevæld har givet en vigtig indsigt i hydrologien og et solidt grundlag for modelopsætning, kalibrering og validering.

Målet med projektets arbejde er at identificere målbare hydrologiske/kemiske nøgleparametre samt at give forslag til, hvordan disse kan måles og modelleres i praksis med henblik på konsekvensvurderinger for de grundvandspåvirkede naturtyper.

Kontaktpersoner

Jacob Birk JensenTeamchefAalborgT: +45 9630 6452E: jbj at niras dot dk
Yderligere kontaktinfo
© NIRAS A/S - Sortemosevej 19 - 3450 Allerød - T: +45 4810 4200 - F: +45 4810 4300 - E: niras@niras.dk - Sitemap - NIRAS A/S CVR: 37295728