Grøn gas

Oprettet: 02-11-2011

NIRAS er med i et samarbejde om at teste grøn gas i Danmark

NIRAS er med i et samarbejde om test af en ny teknologi, der laver grøn gas af grøn energi. Den grønne gas produceres ved at omdanne CO2 til biogas ved brug af brint fra elektrolyse og skal lagres og distribueres i det eksisterende naturgassystem.

Teknologien, der er udviklet i USA, genbruger kuldioxid (CO2), der er et spildprodukt fra fx biogasanlæg, kraftvarmeværker og bryggerier og dermed en gasart, vi har nem adgang til. Strømmen til produktionen af den grønne gas skal komme fra vedvarende energikilder.

Den nystartede amerikanske virksomhed Electrochaea, der får europæisk hovedsæde i Danmark, skal teste teknologien til kommerciel brug, hvilket sker i samarbejde med bl.a. det tyske energi- og gasselskab E.On, Aarhus Universitet og Nordjysk Elhandel. Investoren er Nidus Partners LP, som senest har indgået partnerskab med biotekvirksomheden Novozymes med henblik på investering i nye energiteknologier.

NIRAS og Invest in Denmark (Udenrigsministeriet) var med til at samle partnerne og få Electrochaea til Danmark, der er førende inden for cleantech og samtidig har et af de mest moderne og udbredte naturgasnet i Europa. NIRAS var desuden med til at skrive ansøgningen om støtte fra Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUPD) og skal være med til at få en teknisk løsning op at stå.

Det vil antageligt tage 12 til 18 måneder at teste teknologien, og hvis erfaringerne med forsøgsprojektet er positive, vil det første kommercielle anlæg kunne være i gang inden for tre år.

Både i Danmark og i udlandet sker der store investeringer i sol- og vindenergi, men endnu mangler vi at finde løsninger på, hvordan vi udnytter den vedvarende energi bedre. En mulighed er at omdanne grøn strøm til grøn gas, så vi også har energi, når der ikke er sol eller vind. Grøn gas kan bruges til forsyning af el, varme og procesenergi, men også til drift af bl.a. busser, lastbiler og færger.

Kontaktpersoner

Erik C. WormslevProjektchefAllerødT: +45 4810 4735E: ecw at niras dot dk
Yderligere kontaktinfo
© NIRAS A/S - Sortemosevej 19 - 3450 Allerød - T: +45 4810 4200 - F: +45 4810 4300 - E: niras@niras.dk - Sitemap - NIRAS A/S CVR: 37295728