Vinterpaladset, Skt. Petersborg

Vinterpaladset er opført i 1762 og tegnet af Arkitekt F.B. Rastrelli. Vinterpladset har et areal på ca. 26.000 m2 og udgør sammen med fire andre bygninger det verdenskendte Hermitage museum. Vinterpaladset er medtaget på UNESCO's liste "World Heritage".

Energi og indeklima

NIRAS har igennem de seneste ti år bistået Museet med en opgradering af indeklimaet uden at berøre de arkitektoniske værdier.

Arbejdet har ført til et stabilt indeklima ved blandt andet en relativt beskeden forøgelse af luftskiftet (0,5 h-1 til 1,0 h-1) igennem åbning af eksisterende skakte, befugtning og vandbehandling, friskluft er hævet fra 0 % til 30 % om vinteren, udskiftning af hovedpumper i fjernvarme-forsyningen, isolering af loftsetage og vinduesistandsættelse. Det forbedrede indeklima er opnået uden et tilsvarende forøget energiforbrug.

Arbejdet er gennemført uden at aflukke udstillingsområder og dækker på nuværende tidspunkt ca. 30 % af Vinterpaladset.

I den seneste fase er principperne for projektet blevet udbredt til arkitektskolen og polyteknisk læreanstalt i Skt. Petersborg med uddannelsesforløb og inddragelse af de studerende i den egentlige projektering i et tæt samarbejde med Museets ansatte.

Samarbejdspartnere: The State Hermitage Museum og Energistyrelsen

Indergården

Som følge af NIRAS gode erfaringer med energiforbedringer og indeklima på Vinterpaladset blev en istandsættelse af paladsets 10.000 m2 store indergård udført som den officielle danske gave ved byen Skt. Petersborgs 300 års jubilæum i 2003.

Den istandsatte indergård blev tegnet af Sven-Ingvar Andersson og fungerer nu som den nye hovedindgang til Hermitage museet.

NIRAS’ ydelse: Projektledelse, projektering af tekniske installationer, lokale indkøb af granitmaterialer og indkøb af diverse danske leverancer.

Danske samarbejdspartnere: Sven-Ingvar Andersson, Petri&Haugsted as og Per Aarsleff A/S.

Projektet blev realiseret takket være donationer fra A.P. Møller & Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Miljøstyrelsen og The State Hermitage Museum.

© NIRAS A/S - Sortemosevej 19 - 3450 Allerød - T: +45 4810 4200 - F: +45 4810 4300 - E: niras@niras.dk - Sitemap - NIRAS A/S CVR: 37295728