Integreret design og energioptimering
En stor del af vores samlede energiforbrug kommer fra el- og varmeforbrug i bygninger. Energiforbruget i huse og kontorbyggerier er derfor en væsentlig parameter i den samlede indsats i samfundet for at nedbringe energiforbruget og skabe mere bæredygtige løsninger.
Med arkitekturens og byggeriets udvikling, stigende krav og forventninger til bygningers indeklimaforhold og fokus på energiforbrug er der et stadigt voksende behov for en mere overordnet tilgang til arkitektur, bygningsdesign og installationer.
Hele bygningens design og brug
Bygningers energi og indeklimaforhold er komplicerede og under indflydelse af en stor mængde faktorer, der spiller ind på hinanden. Det drejer sig altså ikke kun om, hvordan bygningen er isoleret og valgte installationer, men i langt højere grad om hvordan bygningen fra start er blevet disponeret, hvordan den bruges, klimaskærmens udformning, klimastyringsprincipperne samt dags- og kunstlysforhold.
Vi ser på helheden – fra starten
I dag er det muligt at skabe spændende bygninger med gode indeklimaforhold og et lavt energiforbrug. Ud fra en integreret tværfaglig og helhedsorienteret tilgang til hele bygningens design og projektering analyserer og bearbejder NIRAS i samarbejde med arkitekten bygningsdesignet effektivt og udformer det ud fra både de arkitektoniske og energi- og indeklimamæssige hensyn.
På den måde kan vi minimere varmetabet og behovet for mekanisk klimastyring og samtidig sørge for de bedste dagslysforhold uden at skulle indbygge et – unødvendigt – behov for køling.