NIRAS indleder strategisk satsning i Afrika

NIRAS har i samarbejde med PDNA vundet opgaven med udarbejdelse af et komplet logistik-studie for transport af udstyr til kulminedrift i Tete provinsen

Oprettet: 17-04-2012

NIRAS har indledt strategisk alliance med det sydafrikanske ingeniørfirma PDNA, der har 600 medarbejdere i flere sydafrikanske lande. Alliancen er en del af en satsning på Afrika som nyt væsentligt eksportmarked for NIRAS

”Afrika er dér, hvor det sker netop nu. Hvis vi vil have del i væksten, så skal vi være til stede dernede,” siger forretningschef i NIRAS’ havneenhed Jesper Harder og fortsætter: "De store mineralrigdomme i Sydafrika og nabolandene skaber behov for en forbedret infrastruktur i form af jernbaner og havne sådan, at mineralerne kan transporteres fra minerne til havnene og videre ud i verden. Og alliancen med PDNA har blandt andet bevirket, at NIRAS har vundet en rammeaftale inden for opgaver med havnekonstruktioner og jernbaner.”

Aftalen med PDNA betyder, at PDNA stiller sit marked og netværk til rådighed, mens NIRAS stiller med faglig ekspertise – i første omgang inden for havne- og jernbaneområdet.

Havneudvikling i Mozambique

NIRAS har i samarbejde med PDNA vundet opgaven med udarbejdelse af et komplet logistikstudie for transport af udstyr til kulminedrift i Tete provinsen. Importen af det omfattende udstyr starter i havnen i Beira i Mozambique og fortsætter ad landeveje og til dels Zambezifloden til Tete provinsen.

Havnen i Beira fungerer som transportvej for store dele af det centrale Mozambique samt for landene Zimbabwe, Zambia og Namibia. Over de kommende 3 år forventes mængden af gods via Beira at blive næsten fordoblet fra de nuværende 160.000 containere til 300.000 containere i 2015.

”Opgaven i Beira er særlig interessant for NIRAS, da vi får mulighed for at kombinere vores ekspertiser inden for havne, landbaseret logistik samt regional planlægning,” siger Jesper Harder

Stor erfaring med projekter i Afrika

NIRAS har en lang tradition for at arbejde med projekter i Afrika inden for blandt andet udviklingsbistand, havneudvikling og infrastruktur.

”Alliancen med PDNA markerer en milepæl for NIRAS. Det skaber en helt unik markedsplatform for os i en region med stor økonomisk vækst og et behov for løsninger inden for blandt andet infrastruktur og energi, hvor NIRAS virkelig har noget at byde på,” siger administrerende direktør i NIRAS Carsten Toft Boesen.

NIRAS forventer allerede næste år at skabe en omsætning på 20 mio. kr. i Sydafrika, og at omsætningen i løbet af de to efterfølgende år vil vokse til over 30 mio. kr. årligt.

Kontaktpersoner

Jesper HarderBusiness Unit DirectorMSc (Engineering)T: +45 4810 4448M: +45 2165 8398E: jha at niras dot dk
© NIRAS A/S Sortemosevej 19 - 3450 Allerød
T: +45 4810 4200 - F: +45 4810 4300 - E: niras@niras.dk