En ambitiøs vindstrategi skal styrke NIRAS som en af Nordeuropas førende rådgivere inden for vindenergi NIRAS satser på vindenergi, og her er etablering i England, ansættelse af flere medarbejdere og et stort offshore-projekt i Belgien vigtige skridt på vejen. Baggrunden for NIRAS' intensiverede satsning på vind er, at det globale marked for vindenergi er i stor vækst. Alene i EU planlægger de 27 medlemslande at udvide den nuværende andel af vindmøllestrøm fra 5 procent til 18 procent af den samlede el-produktion, hvilket svarer til en tredobling af vindkapaciteten.
En femtedel af vindenergien skal dækkes af havmølleparker - mod kun 3-4 procent i dag. Ifølge Den europæiske vindkraftorganisation, EWEA, betyder det, at der frem mod 2020 årligt skal investeres mere end 100 mia. kr. i offshore vindkraft.
Flere medarbejdere, videndeling og innovation
Målet for NIRAS er at placere sig i top fem i Nordeuropa inden for vind.
- Allerede nu er vi i top 3 i Danmark. For at imødekomme vores forventning om en kraftig vækst på vindmarkedet og avancere yderligere som førende vindrådgiver vil vi inden for de næste par år ansætte 30-50 nye medarbejdere, fortæller markedschef Helle Hegelund Knudsen.
England som særligt fokusområde
Ifølge Helle Hegelund Knudsen markerer NIRAS sig især i England, hvorfor NIRAS i januar 2011 åbnede et kontor i Cambridge med fokus vind.
- Etableringen er gået over al forventning, og vi har kun investeret halvt så meget som forventet. Da England satser på en væsentlig stigning i el-produktionen fra især offshore vind, planlægger vi inden for de næste par år at udvide kontoret fra ti til tyve ansatte.
Innovation som vækstfremmer
Markedschefen vil også fremme innovationen:
- For at de 80 medarbejdere, der lige nu arbejder med vind, kan bruge deres kompetencer optimalt, er det vigtigt, at vi styrker det tværfaglige samarbejde og videndelingen. Hermed håber vi også, at vi bliver endnu bedre til at tænke ud af boksen og udvikle nye ydelser, så vi kan være et skridt foran kunden. Bl.a. ser vi på, hvordan vi kan nedtage og genbruge forældede vindmølleparker, og om vi kan udvikle en ny type vindmøllefundamenter, som både kan klare større havdybder og blive produceret tættere på det sted, de placeres.
25 års erfaring med vind
NIRAS har deltaget i vindmølleprojekter siden 1980erne med vindmøller på land og siden 1989 med offshore-projekter, hvor nogle af de største er London Array Wind Farm (630 MB) og Walney Offshore Windfarms (367 + 750 MW) i Storbritannien. NIRAS har endvidere været involveret i alle danske offshore-projekter. I januar 2011 etablerede NIRAS et selskab i England med fokus på vind. I september 2011 vandt NIRAS i joint venture med LIC Engineering en kontrakt fra Northwind NV om at udføre en detailprojektering af 72 offshore-møller (216 MW) i Belgien. Kontrakten indeholder optioner på tilsyn med både fremstilling og installation af fundamenterne samt option på en detailprojektering af en ny park, Belwind 2 (165 MW).