NIRAS overtager kortlægningsfirmaet BlomInfo A/S og baner dermed vejen for en række banebrydende nye løsninger på oversvømmelsesproblemerne i Danmark og internationalt. NIRAS styrker nu sin position inden for klimasikring og køber BlomInfo, der er en førende dansk og international leverandør af avancerede kortlægtningsydelser, 3D-bymodeller og digitale højdemodeller. BlomInfo, der har 40 medarbejdere i København og Aarhus, har indtil nu været et datterselskab af det børsnoterede norske selskab BLOM ASA.
Med NIRAS’ overtagelse af BlomInfo banes vejen for en række banebrydende nye løsninger på oversvømmelsesproblemerne både i Danmark og internationalt. Det betyder, at oversvømmelser, som den, der ramte København i juli 2011, fremover kan forebygges væsentligt mere effektivt.
NIRAS har omfattende erfaring med klimatilpasningsstrategier og har skabt løsninger til helhedsorienteret håndtering af vandkredsløbet for en lang række kommuner og forsyningsselskaber, herunder en tværkommunal strategi, der omfatter tre kommuner i Nordsjælland, for klimasikring omkring Usserød Å.
”Kombinationen af NIRAS’ viden om klimatilpasning og foranstaltninger til imødegåelse af oversvømmelser og BlomInfos landsdækkende digitale højdemodeller, der kan simulere vandets strømninger på jordoverfladen, åbner muligheden for meget mere effektive klimatilpasningsplaner,” siger direktør Allan J. Christensen, NIRAS, og fortsætter:
”For kommunerne og forsyningsselskaberne betyder det, at investeringerne i klimasikring fremover kan prioriteres bedre gennem nøjagtige simuleringer af vandets strømninger i forbindelse med oversvømmelser af vandløb, kloaksystemer og ved kysterne.”
BlomInfos 3D bymodeller, kort og digitale højdemodeller dækker hele Danmark og en lang række byer og områder i udlandet.
”BlomInfos indlemmelse i NIRAS skaber helt nye muligheder for, at vores kort og modeller kan anvendes til mere effektiv og målrettet sikring mod oversvømmelser. Truslen om oversvømmelser som følge af stigende vandstand og monsterregn er en af de største udfordringer herhjemme og globalt, og jeg glæder mig meget til at være med til fremover at sikre bedre indsatser mod oversvømmelser,” siger Kristian Skak-Nielsen, administrerende direktør i BlomInfo A/S
Læs mere om overtagelsen