Der er er langt færre kvinder end mænd inden for alle områder af den rytmiske musikbranche, viser ny NIRAS-rapport NIRAS har i en rapport kortlagt kønsbalancen i den rytmiske musikbranche. Undersøgelsen dokumenterer, at der hele vejen rundt i branchen er langt færre kvinder end mænd i dansk rytmisk musik.
Det gælder på uddannelsesområdet, det professionelle område og blandt branchens beslutningstagere i øvrigt, herunder bl.a. pladeselskaber, spillesteder, radio/streaming-tjenester og musikanmeldere.
Mænd i overtal inden for undervisning, rettigheder og bestyrelser
Undersøgelsen viser bl.a., at:
- 90 % af underviserne på konservatorierne er mænd, og størstedelen underviser i et instrument.
- 85 % af de kvindelige undervisere på konservatorierne underviser i sang.
- I 2010 modtog de mandlige medlemmer hos KODA i alt 88 % af de samlede rettighedsmidler. – Og kun hvert 5. medlem af KODA var kvinde.
- De regionale spillesteder domineres af mænd. 74 % af bestyrelsespladserne er besat af mænd. Blandt organisationernes øvrige beslutningstagere er 90 % mænd.
Rapport præsenteres på stormøde
Undersøgelsen offentliggøres den 20 februar og præsenteres af NIRAS på et stormøde den 28 februar på Rytmisk Musikkonservatorium.
Rapporten er bestilt af de fire musikorganisationer Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Populære Autorer og DJBFA, Danske Sangskrivere og Komponister.
Hele rapporten kan læses på artisten.dk.